Motivation for kandidatur til KODA’s bestyrelse
I en forfærdelige tid med oprustning og krige og voksende ødelæggelse af vores klode, så er forsvaret for kunsten og kulturen måske vores allebedste og allervigtigste argument. Derfor vil jeg naturligvis gerne, som ved tidligere lejligheder, stille op til KODAs bestyrelse eller være suppleant.
Vi ser ind i en fremtid med stigende priser og stigende løn, men bare ikke til os skabende kunstnere. Pengene findes, også i vores verden. Techgiganterne kører jo derudaf, ikke mindst på baggrund af indhold, skabt af os, men vi kan ikke leve af deres platforme. Kan vi vende denne udvikling, så der i fremtiden bliver rimelig betaling også til skabende kunstnere? Det er opgaven, kæmpemæssig, men nødvendig. Derfor stiller jeg atter op.
Jeg har haft mange personlige og spændende tillidsopgaver:
I 1973 tog jeg sammen med gode folk initiativ til DJBFA, nu Autor. Jeg har siden været formand for Koda og kender NCB, Copydan og vores mange søsterorganisationer - ikke mindst i Norden. I Copydan har jeg kæmpet for, at vi fik betaling for kopiering. Overalt har opgaven været: Vi skal passe på hinanden med ordentlighed og respekt, og sikre os en betaling, vi kan leve af.
Målet har altid været et transparent, troværdigt, stærkt, solidarisk og relevant Koda i balance mellem forretning og kultur. Her er KODAs kulturelle midler af afgørende betydning for KODAs legitimitet, udadtil og indadtil. Midlerne bør naturligvis fordeles ligeligt mellem de forskellige genre og behov.
Koda skal også fremover fastholdes som en medlemsforening med klart fokus på os autorer. Ikke kun dem i toppen eller debutanterne, men alle os mange, der forsøger at kæmpe os igennem som professionelle på godt og ondt.
Jeg har været medlem af Statens Kunstfonds musikudvalg og repræsentantskab. Var medskaber af den Rytmiske Højskole og leder af Kulturhuset i Roskilde. Jeg har siddet DMFs hovedbestyrelse,
og kulturministeriet har brugt mig i revisionen af biblioteksloven, så der også kom penge til musikken. Politisk har jeg et godt netværk. Jeg har været med til st starte Enhedslisten, og jeg har været folketingskandidat og 1. suppleant til EU-parlamentet.
Vores danske fortælling er, at når vi som folk organiserer os og sammen forlanger bedre vilkår, så kan historien rykke med stort H😊.
Med kærlig hilsen
Arne Würgler
At være en del af bestyrelsen er en unik mulighed for at være med til at præge Koda og bringe foreningen og forretningen godt ind i fremtiden.
Læs mere om arbejdet i Kodas bestyrelse