Motivation for kandidatur til Koda’s bestyrelse
Musikbranchen står på flere områder et skelsættende sted, og det er inspirerende at se KODA som bannerfører i debatter om AI, algoritmer, ligestilling og streamingøkonomi. Jeg ønsker at bidrage med en stor portion faglighed og en indgående erfaring fra flere sider af branchen. Derfor stiller jeg op til Koda's bestyrelse.
Jeg har været i musikbranchen i over 14 år – først som professionel sangskriver, senere som udøvende artist og sidst men ikke mindst som leder for Streaming, Radio og Digital Strategi hos Universal Music Danmark og som medlem af SPOT Festivals bestyrelse. Jeg kommer derfor med alsidig erfaring og en solid forståelse for musikkens økosystem med et særligt godt kendskab til radio og streamingøkonomi.
Hos Universal har det været mit ansvar at holde mig opdateret på nye muligheder og udfordringer i det digitale landskab. Jeg kender til samtlige digitale platformes funktioner, muligheder, begrænsninger og konsekvenser, og jeg kan bidrage med nuanceret viden på området, så Koda står endnu stærkere i debatten om fx AI og algoritmer. Jeg kommer dertil med en solid dataforståelse og et markedskendskab, der både baserer sig på gennemgående analyser, hands-on erfaring og et stort netværk af inspirerende mennesker i branchen. Det vil jeg tage med mig i bestyrelsesarbejdet med henblik på at bidrage til et stærkt fundament for Koda's fortsatte strategi.
Musikbranchen skal være en sund og bæredygtig branche. Talent skal ikke holdes nede af gamle mønstre og strukturer – eller af teknologisk bias – og det er essentielt at holde fast i initiativer, der fremmer ligestilling og diversitet, særligt når politiske vinde i udlandet blæser i en anden retning. Som kvinde i branchen og med oplevelser fra flere sider af den ligger det mig, ligesom Koda, højt på sinde, at vi fortsat flytter os mod et stærkere musikliv.
Venlig hilsen Maia
At være en del af bestyrelsen er en unik mulighed for at være med til at præge Koda og bringe foreningen og forretningen godt ind i fremtiden.
Læs mere om arbejdet i Kodas bestyrelse