Ilanguaq Lumholt

Motivation for kandidatur til Koda's bestyrelse

Ilanguaq Lumholt

Jeg hedder Ilanguaq Lumholt - jeg har i over 20 år arbejdet i musikbranchen som både artist, sangskriver og sanger. Udover det, har jeg en kandidat i E-business fra CBS og ITU, har været ansat internt i Koda igennem 4 år, og har de seneste 6 år arbejdet med radio i DR.

Motivation:

Koda blev i sin tid stiftet i en tro på, at hvis vi alle lægger vores tillid (og rettigheder) i et fælles forvaltningsselskab, står vi stærkere når værdien af musik skal forhandles. Det lykkedes - og Koda ligger i dag i toppen over verdens mest effektive forvaltningsselskaber. 1.3 mia. kr. blev i 2025 indsamlet som et direkte resultat af ånden om et “vi og vores”.

Kodas kulturelle midler, har i årevis givet den danske musikbranche en uvurderlig vitaminindsprøjtning, men har desværre også over tid skabt en stemning af “mit og dit” i den endeløse debat om fordelingspolitik brancheforeningerne imellem.

At fradrage midler til egne kulturelle formål er ikke usædvanligt for et forvaltningsselskab, men i mange andre lande bor selve prioriteringen af midlernes anvendelse også i selskabet – og derved undgår man den forfordeling som danske brancheforeninger historisk set har kunne give egne medlemmer.

Nu er de søgbare midler endelig sat fri, så alle Kodas medlemmer kan søge på lige vilkår. Nu mangler vi bare at foreningerne kollektivt løsner det sidste greb, og aktivt indgår i et fælles samarbejde om hvordan midlerne bedst anvendes – og her er det på høje tid også at inkludere Koda medlemmer uden foreningstilhør.

I min optik er vi nødt til at vende fokus mod et nyt “vores” Koda - for det er ikke foreningernes penge. Det vigtige er ikke hvem der uddeler pengene – men at de bliver brugt rigtigt.

Mærkesag: brug energien på forretningen Koda, ikke på de kulturelle midler.

De store Big Tech og AI virksomheder ville glæde sig over at se at vi internt spilder tiden på at slås om krummerne på bordet - i stedet for samlet at gå ud i verden og skaffe mere brød. Lad os nu fokusere på det vigtigste, at fastholde og udvikle forretningen Koda.

Jeg har siddet i arbejdsgruppen om det nye fælles legatkontor – og ved derfor at et fælles “vi” blomstrer, når man sætter sig i et rum sammen. Der er en opgave i at få det til at fungere for alle parter - det er klart. Det vil jeg gerne arbejde for i Kodas bestyrelse, og håber inderligt at andre dygtige kandidater har samme fokus.

Generalforsamling i Koda

Bestyrelsesarbejdet

At være en del af bestyrelsen er en unik mulighed for at være med til at præge Koda og bringe foreningen og forretningen godt ind i fremtiden.

Læs mere om arbejdet i Kodas bestyrelse