Lasse Lindorff

Motivation for kandidatur til Koda’s bestyrelse

Lasse Lindorff

Kære medlemmer

Vi lever i en ekstraordinær tid. En tid præget af geopolitiske konflikter, markante udsving i økonomien, inflation og hastig teknologisk udvikling, ikke mindst AI. Det er en virkelighed, hvor der ikke er råd til at sove i timen.

Derfor har vi brug for et Koda, der er strategisk skarpt, handlekraftigt og ekstremt agilt i et globalt marked, der forandrer sig hurtigere end nogensinde før. Vi skal have fokus på forretningen Koda, for kun sådan sikrer vi, at Koda også er stærkt i fremtiden.

Dem, der kender mig, ved, at jeg har et klart fokus på økonomisk impact. Men stærke økonomiske resultater kræver også en langsigtet kultur- og strategiforståelse. Det handler om at kunne se fremad, identificere kommende udfordringer og handle i tide.

Vi skal arbejde mere målrettet med Kodas profil og branding i Danmark og internationalt, med hvordan vi investerer i både vækstlaget og eliten og ikke mindst med, hvordan vi styrker international vækst og eksport. Det er her, det allerstørste udviklingspotentiale ligger.

AI, data og nye teknologier bliver afgørende konkurrenceparametre i de kommende år. Koda skal være blandt de organisationer, der både formår at beskytte rettighedshavernes interesser og samtidig anvende teknologien strategisk til at optimere processer, styrke dokumentation, øge indtægter og skabe transparens for medlemmerne.

Samtidig er det afgørende, at Kodas kulturelle midler anvendes strategisk og ansvarligt. Uden en sund og effektiv forretning har vi heller ikke de midler, der kan geninvesteres i udvikling af kultur- og musiklivet. De kulturelle midler skal være med til at sikre fremtidig vækst, ved både at støtte eliten på tværs af genrer og ved at investere i udviklingen af nye talenter, som er fundamentet for branchens langsigtede bæredygtighed.

Med stadig mere komplekse teknologiske udfordringer og en global markedsplads er det nødvendigt at styrke de internationale samarbejder og samtidig optimere interne arbejdsgange, kompetencer og ressourcer. Vi skal turde investere, både i systemer, mennesker og partnerskaber, så Koda står stærkt rustet, ikke bare i dag, men også i morgen.

Et stærkt Koda kræver også et professionelt og ansvarligt bestyrelsesarbejde med klare prioriteringer, strategisk overblik og respekt for både forretningen og fællesskabet. Jeg vil arbejde for et effektivt og stærkt Koda på vegne af autoer og musikforlæggere. Et Koda, der tager ansvar, skaber tillid og arbejder transparent med klar kommunikation over for sine medlemmer.

Mit navn er Lasse Lindorff. Jeg er adm. direktør og medstifter af forlaget og musikselskabet GL Music Entertainment A/S, og jeg stiller op som forlagskandidat til Kodas bestyrelse. Jeg har siddet som suppleant i bestyrelsen de seneste fire år og fungerede som bestyrelsesmedlem i tre måneder i efteråret 2024. Jeg har arbejdet professionelt med administration og international udnyttelse af musikrettigheder i mere end 20 år.

GL Music Entertainment er i dag et af de større nordiske uafhængige musikforlag med et bredt internationalt netværk og administration af mange tusinde rettigheder for klienter og samarbejdspartnere verden over.

Gennem mit arbejdsliv har jeg haft indsigt i begge sider af bordet, både som musikskaber og som administrativ forlægger. Jeg er drevet af passion for musik og af et stærkt fokus på samarbejde, udvikling, effektivitet og fremdrift, med det klare mål at skabe vækst, resultater og bæredygtighed.

Jeg stiller op, fordi jeg vil tage ansvar for Kodas fremtid, og fordi jeg tror på, at vi kan skabe mere værdi sammen.

Se mere om vores forlag på www.glmusic.dk
 

Generalforsamling i Koda

Bestyrelsesarbejdet

At være en del af bestyrelsen er en unik mulighed for at være med til at præge Koda og bringe foreningen og forretningen godt ind i fremtiden.

Læs mere om arbejdet i Kodas bestyrelse