Motivation for kandidatur til Koda’s bestyrelse

Jeg har gennem mere end 25 år været en aktiv del af musikbranchen med et særligt fokus på det internationale marked. Min karriere har bragt mig til London, New York og Los Angeles, hvor jeg i samlet set 10 år har opbygget erfaring, netværk og indsigt i, hvordan musikrettigheder, forretning og kreativitet spiller sammen på tværs af markeder. Denne internationale erfaring har givet mig en stærk forståelse for både mulighederne og de udfordringer, som danske rettighedshavere står overfor i en globaliseret branche.
Jeg har samtidig haft fornøjelsen af at være en del af Kodas bestyrelse i de seneste 8 år. Det har givet mig solid erfaring med bestyrelsesarbejde, strategisk udvikling og rettighedsforvaltning i praksis. Jeg kender organisationen indefra, dens styrker og dens potentiale og ikke mindst det ansvar, der ligger i at repræsentere medlemmernes interesser i en tid med store forandringer.
Min motivation for at genopstille udspringer af, at Koda står et stærkt sted i dag med en flot udvikling og vækst. Samtidig går vi ind i en fremtid, der er mere kompleks og uforudsigelig end nogensinde før. Nye teknologier, ændrede forretningsmodeller og et konstant pres på rettighedsværdien kræver, at vi har en bestyrelse, der både kan sikre stabilitet og tænke langsigtet.
Jeg ønsker særligt at arbejde for, at Koda følger med den teknologiske udvikling herunder ikke mindst kunstig intelligens, som allerede nu udfordrer fundamentale aspekter af ophavsret og værdiskabelse. Derudover ser jeg et stort potentiale i at styrke internationale samarbejder for at øge væksten og sikre bedre vilkår for danske rettighedshavere globalt. Samtidig er det vigtigt at fortsætte arbejdet med at tiltrække nye medlemmer og sikre, at Koda forbliver relevant for næste generation af skabere.
Endelig ønsker jeg at bidrage med min erfaring og mit perspektiv til bestyrelsens arbejde både som sparringspartner og som en aktiv stemme, der kan være med til at styrke den strategiske retning og understøtte Kodas fortsatte udvikling.
Venlig hilsen
Søren Winding

At være en del af bestyrelsen er en unik mulighed for at være med til at præge Koda og bringe foreningen og forretningen godt ind i fremtiden.
Læs mere om arbejdet i Kodas bestyrelse