Koda Awards 2026

Katuaq

Koda Awards 2026: Grønlandsk musik fejres ved stor prisfest i Nuuk

17. februar 2026

Koda Awards samler musikliv og publikum i Nuuk til en fejring af grønlandsk musik – og til en hyldest af landets komponister og sangskrivere. Årets prisuddeling bliver afholdt fredag den 20. februar i kulturhuset Katuaq og vil blandt andet byde på liveoptrædener fra nogle af grønlandsk musiks største navne.

I en svær tid samles den grønlandske musikbranche til en stor prisfest, der hylder årets bedste grønlandske musik. Det sker ved den årlige prisuddeling Koda Awards, som finder sted i kulturhuset Katuaq i Nuuk fredag den 20. februar.

Her samles både musikliv og publikum til en aften, hvor etablerede navne og nye talenter hædres for deres bidrag til den grønlandske musikscene.

Stærkt musikår i Grønland lover godt for fremtiden

Ved årets prisuddeling uddeles to priser: Årets pris der tildeles den sangskriver eller komponist, som har udgivet årets bedste album, og Talentprisen, der gives til en upcoming og talentfuld komponist, sangskriver eller band.

Nukannguaq Petersen, der er en del af priskomiteen og repræsentant for kulturhuset Katuaq, udtaler:

"Det har været et fantastisk musikår i Grønland, og det har været en svær opgave for os at vælge vindere af Årets Pris og Talentprisen. Feltet af nominerede repræsenterer en imponerende bredde og kreativitet, som lover rigtig godt for fremtiden. Vi er stolte over at kunne hylde både de etablerede stjerner og de nye talenter, der tør gå forrest," siger Nukannguaq Petersen.

Vigtigt at hylde grønlandsk musik i en svær tid

Koda Awards har i 35 år været en fast del af Grønlands musikscene og har til formål at anerkende og hylde de grønlandske komponister og sangskrivere. 

Loui Törnqvist, forperson i Koda, udtaler:

“I en urolig og svær tid bliver det endnu tydeligere, hvor vigtigt det er at fejre den musik og de kunstnere, der spejler Grønlands kultur og identitet. Det glæder vi os til at være med til at hylde, og vi er stolte over gennem 35 år at have været med til at danne rammen om en aften, der sætter musikken i centrum og samler og fejrer det grønlandske musikliv,” siger Loui Törnqvist.

De nominerede til årets Koda Awards er:


Årets Pris 2025

  • Aleq – Inuunerma Hinningani
  • Tûtu – Qunneq
  • SIGU & Miké – Malungivara 
  • Andachan & Ivaana – Andachan x Ivaana
  • Chemnitz – Misileraatit 

Talentprisen 2025

  • Athena Lings – Dominant fly 
  • Aleq – Inuunerma Hinningani
  • Mucaaka – Qaaamaninnguara 
  • Leillah – Unamminerpunga 
  • Hannsinguaq – Aqagu

Aftenen vil byde på liveoptrædener fra Tûtu, SIGU & Miké, Andachan & Ivaana, Leillah og Hannsinguaq. Vært for showet er Dorthea Reimer-Johansen. 

Den grønlandske minister for blandt andet ligestilling, Naja H. Nathanielsen, deltager også i aftenen.

Koda Awards finder sted i kulturhuset Katuaq i Hans Lynge salen fredag den 20. februar kl. 20.00. Der er fri adgang til showet, som har plads til i alt 350 deltagende gæster. Dørene åbner kl. 19.00, og billetter er efter først til mølle. Bemærk begrænset kapacitet.

Ny kønsstatistik fra Koda

Små tegn på en bedre balance i dansk musik

Se mere