27. oktober 2025
Med BMAT som samarbejdspartner styrker Koda sin digitale infrastruktur og sikrer mere effektiv håndtering af musikdata på streamingområdet. Samarbejdet med den spanske teknologivirksomhed er et nyt skridt i arbejdet for en mere gennemsigtig og bæredygtig musikbranche for musikskabere.
For Koda er det helt afgørende, at komponister, sangskrivere og musikforlag får en hurtig og præcis betaling, når deres musik bliver brugt på digitale tjenester. Det kræver både stærke systemer og pålidelige data.
Derfor har Koda nu indgået et strategisk samarbejde med BMAT – en global aktør med dokumenteret erfaring i at håndtere komplekse musikdataog rettighedsinformationer på vegneaf mange forskellige aktører i musikbranchen–blandt andet forvaltningsselskaber som Koda. Det afløser det nuværende samarbejde med NMP (Network of Music Partners), som gennem en længere årrække har været processeringspartner for Koda og de øvrige selskaber i Polaris Hub.
Den spanske teknologivirksomhed leverer effektive og fleksible løsninger, der gør det muligt at behandle store mængder data fra digitale platforme og matche dem med rettighedsoplysninger. Kodas direktør, Gorm Arildsen, udtaler:
”Vi har fulgt BMATs udvikling gennem flere år og ser frem til at styrke Kodas digitale fundament med en partner, der forstår kompleksiteten i moderne rettighedshåndtering og et stadig mere dynamisk og datadrevet økosystem. Med BMAT som processeringspartner på onlineområdet får vi mere direkte indsigt i data og dermed bedre mulighed for at optimere arbejdet med match og metadata, som er altafgørende for at kunne processere de store mængder data hurtigt og effektivt,” siger Gorm Arildsen.
BMATs Music Operating System behandler store mængder brugsdata og kobler dem med rettighedsoplysninger. Systemet anvender internationale standarder som ISWC, ISRC og DDEX og bruges af rettighedsorganisationer, musikforlag, pladeselskaber og digitale musiktjenester verden over.
Platformen leverer dagligt omkring 30 milliarder match og 100 millioner identifikationer og understøtter udbetalingen af over 2 milliarder euro i royalties årligt – alt sammen for at sikre, at musikskabere bliver betalt, når deres musik bliver brugt.
Koda og BMAT vil implementere samarbejdet trinvis og informere løbende om de vigtigste skridt i processen
Polaris Hub lukkes ned ved årsskiftet – døren åbnes for nye strategiske muligheder
Se mere