
Foto: Maria Louise Reichardt
7. maj 2026
Et forslag fra et flertal i Kodas bestyrelse om et fælles legatkontor opnåede flertal, men blev ikke vedtaget. Det gjorde til gengæld et forslag om begrænsning af funktionsperiode for bestyrelsesmedlemmer. Derudover blev Andreas Hemmeth, kendt som DJ Encore og tidligere sekretariatschef i foreningen Autor, og Lasse Lindorff, direktør og medstifter af forlaget og musikselskabet GL Music, valgt ind i bestyrelsen.
Onsdag den 29. april afholdt Koda sin generalforsamling i Amager Bio. Fra scenen bød forperson Loui Törnqvist velkommen og understregede i sin velkomsttale, at Koda som forening er båret af et stærkt medlemsdemokrati.
”I sidste ende er Koda jer. Koda er summen af de mange tusinde medlemmer, der står bag. Det er dét, der giver os vores styrke og vores legitimitet. Når vi forhandler med dem, der bruger jeres musik. Når vi er i dialog med politikere og deltager i den offentlige debat – både herhjemme og internationalt. Når vi indgår aftaler med rettighedsorganisationer i hele verden. Og når vi – som vi har gjort i år – tager de svære kampe mod tech-tjenesterne.
Med disse ord var tonen og rammerne for Kodas generalforsamling 2026 slået an.
I sin beretning for 2025 fulgte Loui Törnqvist op med at indvie forsamlingen i de mest markante resultater, begivenheder og dagsordener fra det forgangne år. Og netop kampen for at sikre stærke rammer og fair betaling i en tid med stigende pres fra AI-tjenester, har stået øverst på bestyrelsens dagsordenen, fortalte Loui Törnqvist.
Med udgangspunkt i Kodas søgsmål imod den store amerikanske AI-musiktjeneste Suno i november 2025, slog Loui Törnqvist fast, at det er helt afgørende, at der sikres ordentlige rammer, så der også i fremtiden fortsat er grundlag for, at mennesker kan skabe og tjene penge på at lave musik.
”Det er tyveri ved højlys dag,” sagde Loui Törnqvist og fortsatte: ”Vi må og skal ikke acceptere, at store, internationale tech-giganter suger både penge, kultur og sjæl ud af vores branche. Derfor kræver det, at vi sætter foden ned over for en tech-gigant som Suno. Og at vi får politikerne til at gøre det samme. Ikke fordi vi er imod ny teknologi. Det er vi ikke. Men fordi, vi vil kæmpe for, at den teknologiske udvikling sker på en ansvarlig og økonomisk bæredygtig måde, hvor man som kunstner får en retfærdig betaling, når ens musik bliver brugt.”
Loui Törnqvist sluttede sin beretning med at takke alle Koda-medlemmer for deres store opbakning i forbindelse med søgsmålet:
”Det er en kamp, vi kæmper sammen. Derfor vil jeg gerne slutte med en stor tak. Tak for jeres musik. Tak for jeres store engagement! Og tak fordi I er med at gøre Koda til verdens bedste forvaltningsselskab.”
Herefter stod flere vigtige punkter på dagsordenen, herunder godkendelse af årsregnskab og gennemsigtighedsrapport samt valg af autor- og forlagsmedlemmer og suppleanter til Kodas bestyrelse.
Det første punkt på dagsordenen, godkendelse af Kodas årlige regnskab og gennemsigtighedsrapport, blev fremlagt af Kodas direktør, Gorm Arildsen, der opsummerede årets regnskab med ordene:
”Overordnet set kan vi se tilbage på et flot resultat, som vi alle kan være stolte af. Det er et resultat, der vidner om musikkens stærke position, og om den økonomiske og samfundsmæssige værdi vores medlemmers musik skaber.
Gorm Arildsen kunne også fortælle, at i alt 32.980 medlemmer modtog udbetaling fra Koda i 2025. En stigning på ni procent i forhold til sidste året før – og mere end en fordobling siden 2013.
Både årsregnskab og gennemsigtighedsrapport blev godkendt med stor opbakning fra forsamlingen.
Næste punkt på dagsordenen var valget til bestyrelsen, hvor der var otte kandidater til to bestyrelsesposter – henholdsvis en post som generalforsamlingsvalgt autormedlem og en post som generalforsamlingsvalgt forlagsmedlem af Kodas bestyrelse. Derudover var der valg til tre suppleantposter.
Efter kandidaterne hver især havde motiveret deres kandidatur, skulle der stemmes.
Resultatet af afstemningen betød, at Andreas Hemmeth blev valgt ind som nyt autormedlem af Kodas bestyrelse, Lasse Lindorff blev valgt ind som nyt forlagsmedlem, mens der var genvalg til Bjørn Christiansen som autorrepræsentant.
Derfor består Kodas bestyrelse nu af følgende ni medlemmer:
Efter pausen var det tid til en præsentation og efterfølgende debat om forslaget til et nyt, fælles legatkontor for Kodas kulturelle midler, som var fremsat af et flertal i Kodas bestyrelse.
Loui Törnqvist indledte med at præsentere hovedlinjerne i forslaget, som et flertal i bestyrelsen stod bag. Der var mange indlæg i den efterfølgende debat, hvor meninger og holdninger blev brudt, inden forslaget kom til afstemning.
Her stemte 53 procent ja til forslaget om et nyt fælles legatkontor, men det var altså ikke nok til at sikre de 2/3, der kræves for ændringer i Kodas vedtægter, og forslaget blev dermed ikke vedtaget.
De næste punkter på dagsordenen handlede om bestyrelsens forslag om en begrænsning af funktionsperioden for bestyrelsesmedlemmer på maksimalt ti sammenhængende år. Forslaget blev efter en debat vedtaget. Fordi der er tale om en vedtægtsændring, skal forslaget til afstemning på en ekstraordinær generalforsamling den 28. maj hos Koda.
Herefter skulle generalforsamlingen tage stilling til en række medlemsforslag fra Kodas medlemmer. Ingen af dem blev stemt igennem.
Læs alle indstillinger og forslag
Når referatet fra generalforsamlingen er godkendt af dirigenten, kan medlemmer af Koda få det tilsendt ved at henvende sig til [email protected].
En stigning i indtægter fra streaming og koncerter bidrog til, at Koda i 2025 fastholdt et højt indtægtsniveau med en samlet omsætning på over 1,4 milliarder kroner. Det fremgår af Kodas årsberetning, der udkommer i dag. Resultatet vidner om musikkens stærke position, men også om en branche under stigende pres fra AI og globale tech-giganter, lyder det fra Kodas direktør, Gorm Arildsen.
Læse mere om Kodas årsrapporter 2025