Ny måling: God vilje, men lang vej for kønsbalance i musik

20. september 2024

For første gang bliver kønsfordelingen nu dokumenteret på tværs af musiklivet i Danmark. Tallene viser blandt andet en klar tendens til, at kønsbalancen skævvrides jo længere op i ledelseslagene, man kommer. Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling, står bag udgivelsen af tallene, der med målingen ønsker at inspirere flere til at bruge data som et redskab til at fremme lige adgang til musiklivet.

Musiklivet har længe været præget af en skæv kønsbalance. Behovet for forandring har siden starten af 2022 fået mere end 80 organisationer, institutioner og virksomheder til at tilslutte sig Musiklivets Kodeks for Lige Adgang. Nu har 47 af dem for første gang forpligtet sig på arbejdet med lige adgang og indrapporteret nøgletal på blandt andet kønsbalancen for at kaste lys over kønsfordelingen og barrierer på tværs af roller og ansvarsområder i musikken. Rapporten dækker et bredt udsnit af sektorer – fra spillesteder, festivaler og bookingbureauer til pladeselskaber, forlag, uddannelsessteder og interesseorganisationer. Rapporten viser vilje til transparens og udvikling, men det skal bemærkes, at den endnu ikke er repræsentativ for hele musiklivet. Det vil kræve langt større volumen i indrapporteringerne.


”Det er meget positivt, at vi nu som branche har en fælles nulpunktsmåling, som fremadrettet kan sige noget om udviklingen i arbejdet med ligestilling. Vi har nemlig brug for at arbejde databaseret for at kunne løse de strukturelle udfordringer, vi står overfor i forhold til mangel på ligestilling i branchen," siger Kodas forperson, Loui Törnqvist.

Nøgletal

  • 20 procent af Kodas medlemmer er kvinder.
  • 10 procent af det samlede udbetalingsbeløb i 2023 gik til kvinder.
  • 9 procent af det samlede udbetalingsbeløb fra musikstreaming i 2023 gik til kvinder. Det samme som i 2021 og 2022.
  • 5 procent af det samlede udbetalingsbeløb fra tv-området i 2023 gik til kvinder. Det samme som i 2021 og 2022.
  • 17 procent af det samlede udbetalingsbeløb fra radioområdet i 2023 gik til kvinder. En fremgang på seks procentpoint siden 2019.
  • 0 kvinder i alt på fem forskellige top 10-lister. Det samme som i 2022.
  • 62 kvinder i alt på fem forskellige top 100-lister. En fremgang på syv kvinder i forhold til året før.
  • 26 procent af Kodas nye medlemmer (medlem af Koda i op til fem år) er kvinder (i 2019 udgjorde kvinderne 22 procent).
  • 24 procent af det samlede udbetalingsbeløb blandt de nye medlemmer gik i 2023 til kvinder (i 2019 gik 15 procent til kvinderne).
  • 11 procent af alle musiknumre skabt i 2023 havde både mænd og kvinder bag som rettighedshavere. Disse musiknumre fik 24 procent af udbetalingerne til musiknumre skabt i 2023.

Se alle tal i Kodas kønsstatistik 2024

Tendens til flere mænd i ledelsen

Med udgangspunkt i de 47 aktører, der har indleveret data, synliggøres en række tværgående tendenser. I alt indgår 655 mænd og 580 kvinder i nulpunktsmålingen. Tallene viser, at kønsforskellen er mest udtalt på direktionsniveau, hvor mænd gennemsnitligt tegner sig for 68 procent af posterne. I ledelseslaget lige under direktionen er procentfordelingen 57 procent mænd og 43 procent kvinder. Ser man kun på medarbejdere uden ledelsesansvar, er fordelingen omtrent 50-50. Der er med andre ord en klar tendens til, at balancen skævvrides jo længere op i hierarkiet, man kommer.

Forskellen er størst blandt virksomheder i musiklivet

Ser man isoleret på virksomhederne i målingen, er forskellene markant større. Her tegner mænd sig gennemsnitligt for 68 procent af bestyrelsesposterne og hele 82 procent af stillingerne på direktionsniveau. Til sammenligning er fordelingen stort set lige i både bestyrelser og direktioner, når vi kigger på andre områder såsom hos uddannelsessteder og interessereorganisationer.

Viljen er der, men der skal mere handling til

Hele 87 procent af deltagerne fortæller, at der i deres organisation arbejdes med at øge viden om diversitet og inklusion. Samtidig oplever ingen af respondenterne, at der mangler opbakning fra ledelsens side. Næsten halvdelen nævner dog tid som en central barriere for dem, mens cirka hver tredje peger på, at økonomi og manglende viden står i vejen for mere handling.

For at skubbe til forandringen er der i Musiklivets Kodeks for Lige Adgang formuleret seks principper for inklusion og mangfoldighed. Principperne skal gøre forandringen håndgribelig og bane vejen for en branche, hvor alle har lige mulighed for at udfolde deres talent i både skabende, udøvende og ledende roller. Du kan læse mere om de seks principper i kodekset her og finde inspiration til, hvad der kan gøres.

”Ligesom Kodas kønsstatistik viser denne rapport også, at der en skæv kønsbalance på tværs af branchen. Ligestilling ikke kommer af sig selv, og alle aktører og sektorer i musikbranchen skal arbejde aktivt for at ændre på kønsbalancen i deres organisation og i forhold til ligestilling for musikere og musikskabere. En positiv forandring kræver noget af os alle sammen, og samarbejdet i Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling er én af de måder, vi kan skabe viden og vilje til en forandring, der kan ændre på status quo i branchen,” siger Kodas forperson, Loui Törnqvist.

Du kan læse den fulde rapport her

Om Musiklivets Partnerskab

Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling er startet på initiativ af en gruppe virksomheder og organisationer fra det danske musikliv, herunder Koda, som ønsker at styrke det ledelsesmæssige samarbejde på tværs af branchens professionelle aktører. Vores vision er, at vi i fællesskab kan udvikle og udbrede vidensbaserede løsninger på tværgående udfordringer, der står i vejen for et mere bæredygtigt musikliv.

Læs mere på www.musiklivetspartnerskab.dk.

Mere nyt fra Koda

Følg med i Kodas arbejde for et stærkere musikliv

Se alle nyheder fra Koda