Desværre oplever en del af Kodas medlemmer udfordringer med forsinkede eller manglende udbetalinger fra Koda. Dette skyldes en ekstraordinær situation, hvor flere forhold på samme tid påvirker Kodas udbetalinger.
Vi beklager meget situationen og arbejder på højtryk for at løse alle udfordringerne.
Herunder vil vi gennemgå dem en for en:
En stor udfordring handler lige nu om betalingen for musik på tv-kanaler gennem tv-pakker. Her mangler der en ny aftale om, hvordan indtægterne skal fordeles mellem Koda og Copydan, som repræsenterer en bred kreds af andre rettighedshavere inden for tv, musik og film. Det betyder, at vi endnu ikke har kunne udbetale for musik brugt i tv-pakkerne i 2026.
Vi arbejder på at få en ny aftale på plads, og det har højeste prioritet for os, men vi kan desværre ikke sige, hvornår forhandlingerne er afsluttede.
Denne udfordring gælder kun hvis du har musik, der bliver brugt på tv, men påvirker ikke koncerter, radio og musikstreaming.
En anden udfordring er konflikten med TDC/YouSee om betalingen for rettigheder i deres tv-pakker. TDC/YouSee opsagde i 2024 alle aftaler og stævnede samtidigt rettighedshaverne med et ekstremt krav om en reduktion i betalingen på mere end 70 procent.
Sagen har indtil for nylig kørt ved både Ophavsretslicensnævnet, i tre separate sager, og i Sø- og Handelsretten, men i en af sagerne ved Ophavsretslicensnævnet er der kom der i september 2026 en kendelse, som afviser TDC-koncernens krav og påstande og slår fast, at betalingen til rettighedshaverne for tv-indhold er rimelig.
Kendelsen er meget vigtig og giver fuld opbakning til, at kravet fra TDC/YouSee om 70 procents reduktion er grundløs, men det betyder ikke, at sagen er endelig afgjort. Den sag, som TDC/YouSee anlagde for Sø- og handelsretten fortsætter, og erfaringer viser, at det kan tage flere år, før sådanne sager er endelig afgjort. Kendelsen er dog et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Overgangen til vores nye værksdatabase ICE Cube har været langt vanskeligere og taget længere tid, end vi forventede. Det har været mere omfattende at kvalitetssikre vores datahåndtering og udbetalinger end sædvanligvis, og det har desværre skabt forsinkelser på jeres udbetalinger. Status er, at udviklingen går den rigtige vej.
Systemet er blevet væsentligt mere stabilt, og nogle af de største problemer er blevet løst. Der er fortsat udfordringer, men situationen er markant forbedret, og vi forventer, at systemet er fuldt oppe og køre ved udgangen af 2027.
På grund af en ny bogføringslov, der er trådt i kraft i år, har Koda skiftet økonomisystem. En proces der har krævet kvalitetssikring og omhyggelighed, og som derfor har betydet at nogle udbetalinger er kommet senere end normalt. Systemet fungerer nu, som det skal, men det har desværre påvirket visninger på Mit Koda, som lige nu nogen steder er mangelfulde.
Koda har gennem længere tid arbejdet på, at du som medlem kan få mere indsigt i data på dine udbetalinger fra musikstreaming. Samtidig arbejder vi også for, at databehandlingen bliver mere effektiv, så dine udbetalinger kommer hurtigere.
Det er et omfattende arbejde som tager tid og desværre forsinker visse udbetalinger på nuværende tidspunkt.
Næste udbetaling for international streaming bliver til december 2026, som vil omfatte Spotify for januar og februar 2026, samt forventeligt nyere Spotify perioder. Øvrige tjenester, herunder YouTube, vil komme til udbetaling i løbet af næste år. Vi vil informere mere eksakt, så snart vi kender udbetalingstidspunkterne for de specifikke tjenester.
Vi arbejder på højtryk for at få løst de udfordringer der er. Desværre kan vi ikke sige præcist, hvornår alle udfordringer er løst. Vi vil dog holde jer orienteret, når der er væsentligt nyt.
I Medlemsservice vil vi rigtig gerne hjælpe dig. Skriv til os på [email protected] eller ring 33 30 63 20.
Vi er klar på telefonerne mandag til torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15