Internationale udbetalinger
Hvordan fungerer det, når din musik fremføres internationalt? Får du udbetaling for alle typer internationale fremførelser? Og fra alle lande? Det kan du læse om her.
Som medlem af Koda er du dækket, når din musik bliver spillet internationalt. Koda har aftaler med omkring 100 forvaltningsselskaber over hele verden. Det betyder, at fremførelser af din musik bliver behandlet efter samme regler og tariffer, som selskaberne bruger overfor deres egne medlemmer. Når Kodas medlemmers musik spilles rundt om i verden, varetager det lokale selskab alt det praktiske, og det lokale selskab sørger for at sende rapportering og penge til Koda. Derudover har vi aftaler med en del internationale online musiktjenester, som også sender os penge. Alle disse penge videresender Koda til sine medlemmer.
På denne måde sørger Koda for, at vores medlemmer får penge, når deres musik bliver spillet over hele verden.
Hvordan kommer betalingen frem til dig?
1. Din sang spilles på radio og rapporteres
Lad os sige at din sang spilles på radioen i Australien. Afspilningen håndteres derfor af det australske forvaltningsselskab, APRA, i henhold til deres lokale regler. Radiostationen rapporterer afspilningen til APRA. Afhængigt af hvilken aftale, som radiostationen har med APRA, kan det tage noget tid, før APRA modtager rapporteringen.
2. Rettighedshavere identificeres
APRA håndterer rapporteringen fra radiostationen. Din afspillede sang bliver koblet til det musikværk, som du har registreret hos Koda. APRA kan her se, at du er medlem af Koda. Koda modtager derfor penge i APRAs næste udbetaling for denne radiostation. Det er varierer fra selskab til selskab, men der kan gå op til 12-18 måneder, før Koda modtager penge, afhængig af hvor fremførelsen er sket.
3. Rapportering og beløb sendes til Koda og vi udbetaler
Koda modtager udbetalingen fra APRA og matcher oplysningerne med din værkregistrering. Vi tjekker, at vi har modtaget korrekt andel til de rette rettighedshavere. Hvis alt ser ud, som det skal, udbetaler vi til dig i Kodas næste månedlige udbetaling.
Hvordan arbejder Koda med international brug af din musik?
Koda optimerer løbende den måde, vi modtager betaling, når din musik bliver spillet internationalt. For de vigtigste online musiktjenester, som for eksempel Spotify, har vi en direkte aftale med musiktjenesten, og vi modtager penge direkte fra dem – også når din musik bliver spillet internationalt. På andre områder har vi indgået aftaler med andre forvaltningsselskaber over hele verden.
Hvis din musik for eksempel bliver spillet i Tyskland, er det GEMA, det tyske forvaltningsselskab, som håndterer musikfremførelsen i overensstemmelse med deres lokale regler og tariffer. GEMA sender penge til Koda, og Koda sender pengene ubeskåret videre til dig.
Med et medlemskab af Koda er du dermed sikret, at dine musikfremførelser bliver håndteret over det meste af verden og efter præcis samme regler og tariffer, som var du direkte medlem af det lokale forvaltningsselskab.
For god ordens skyld skal vi nævne, at der dog er lande og territorier, hvor Koda ikke har nogen aftale. Det gælder specielt Sydøstasien, Afrika og Mellemøsten. Det skyldes typisk, at der ikke eksisterer et forvaltningsselskab i det pågældende land. Hvis din musik bliver spillet i et land, hvor Koda ingen aftale har, modtager du ikke penge via Koda.
Hvis du har spørgsmål om din udbetaling for international brug af din musik, er du altid velkommen til at kontakte Kodas internationale team:
Det, de fleste spørger os om

Kontakt Kodas Internationale team
I Kodas Internationale team er vi klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål om udbetalinger, når din musik er blevet brugt internationalt. Skriv til os, hvis du har spørgsmål om radioafspilninger i Tyskland, tv-fremførelser i USA eller andet lignende.
Skriv til [email protected]