
Hvordan finder du retningen for produktionen af din musik? Kom til en guidet feedback session i MillFactory Studios med producer og sangskriver Boe Larsen.
De fleste lyttere hører ikke en sang som separate elementer - tekst, vokal, arrangement og produktion. De reagerer på det samlede udtryk. Opleves udtrykket troværdigt? Rammer det noget? Det sker ofte, når alle elementerne peger i samme retning.
Til denne workshop arbejder vi med at lytte og sætte ord på det, vi hører med udgangspunkt i nogle af jeres sange. Hvad handler sangen egentlig om? Hvad formidler vokalisten? Understøtter produktionen det? Hvor er sangen dynamisk lige nu - og hvor skal den hen? Vi dykker ned i sammenhængen mellem tekst, vokal, produktion og lytterens oplevelse.
“If you can’t hear anything, nothing matters.” - Butch Lacy
Sammen lytter vi, analyserer og giver konstruktiv feedback med fokus på, hvordan sange og produktion kan udvikles og løftes.
Boes rolle er at facilitere processen - ikke at være facitliste. Målet er, at vi gennem konkrete eksempler bliver bedre til at høre, artikulere og træffe bevidste kreative valg, som I efterfølgende kan bruge i jeres egne produktioner.
Tilmelding
Send en e-mail til [email protected] med en sang (.mp3/.wav), som du arbejder på og fortæl kort om din musikalske baggrund.
Vi sammensætter et hold på ca. 10-12 deltagere med et nogenlunde fælles fagligt udgangspunkt og udvælger på forhånd 3-4 af sangene, som vi arbejder konkret med på dagen. Du får besked før workshoppen, om din sang vil blive brugt som eksempel.
Deadline for indsendelse 20. oktober kl. 12:00.
Der sendes svar på, om du har fået en plads på workshoppen senest den 22. oktober.
Dine vært
Boe Larsen
Boe Larsen er producer, sangskriver og underviser med mere end 25 års erfaring. Han har bl.a. arbejdet med Anne Linnet, Hanne Boel, Sanne Salomonsen, Søren Sko, Michael Learns to Rock, Sinne Eeg, Mads Langer og Ginne Marker og driver MillFactory Studios og Copenhagen Music Academy i København.
MillFactory webside