Har du brugt AI som værktøj i den kreative proces? Og er der elementer i din sang som er 100 procent AI genereret? Så har vi lavet et simpelt regelsæt, der klargør hvilke krav, der er til din registrering.
Helt overordnet skelner vi mellem AI-assisteret og AI-genereret musik. Som tommelfingerregel kan du registrere dig selv som rettighedshaver, når du har lavet ny musik og tilhørende tekst - også når du har brugt AI som et værktøj i den kreative proces. Det kræver dog, at du selv har lavet et væsentligt kreativt bidrag.
Reglerne for registrering
Musik, der er 100 procent AI-genereret, kan ikke registreres
Det er almindeligt anerkendt, at der kun kan opnås ophavsretlig beskyttelse af et musikværk, hvis det er resultat af en menneskelig, kreativ indsats. Hvis en sang er 100 procent genereret af AI, kan den derfor ikke registreres som et værk.
AI-assisteret musik registreres af ophavspersonen
Når du bruger generative AI-værktøjer som en del af din kreative proces, betragter Koda disse værktøjer som hjælpemidler, der sammen med en tilstrækkelig menneskelig og kreativ indsats kan bidrage til det færdige værk. Det kræver dog, at du bearbejder teksten eller musikken, som AI har genereret, for at opnå ophavsretlig beskyttelse. I så fald er udgangspunktet, at du som ophavsperson kan registrere den AI-assisterede tekst eller musik hos Koda.
Hvis enten tekst eller musik er 100 procent AI-genereret
Hvis enten teksten eller musikken er 100 procent genereret af AI, vil du ikke modtage betaling for det AI-genererede element. Det menneskeskabte element vil nyde almindelig beskyttelse og udbetaling. Det 100 procent AI-genererede værkelement skal registreres med rettighedshavertypen ”AI Koda" (søg frem på IPI nummer 1210554306).
Administrationsgebyr og forbehold
Vær opmærksom på, at Koda forbeholder sig ret til at opkræve et administrationsgebyr, hvis du ønsker at registrere et usædvanligt stort antal værker
Læs mere om Kodas gebyrer og administrationsomkostninger
Koda forbeholder sig retten til tekst- og datamining jf. ophavsretslovens § 11 b, stk. 2, og den bagvedliggende EU-ret. Alle former for indsamling (scraping) og brug af Kodas medlemmers ophavsretligt beskyttede værker til træning eller udvikling af AI kræver derfor tilladelse. Læs mere om forbehold for tekst- og datamining til brug i kunstig intelligens (AI).
Så kontakt os i Medlemsservice: Telefon: 33 30 63 20 E-mail: [email protected]
Skriv til os