Motivation for kandidatur som kritisk revisor
Først og fremmest har jeg gode evner til at sætte mig ind i statistikker og regnskaber. Jeg opfatter rollen som kritisk revisor i Koda som den betroede instans imellem medlemmerne og bestyrelsen — en slags økonomisk tillidsrepræsentant. Jeg vil gå ind i arbejdet med en bagvedliggende værdi om, at vi alle har den samme interesse: et frugtbart og mangfoldigt musikliv i Danmark som belønner musikskabere i alle genrer med en fair betaling for deres vigtige arbejde med at skabe kultur i Danmark (og i verden).
Vi skal i højere grad tænke Koda som en helhed, hvor vi alle indgår på lige fod, og komme væk fra den forblændelse, at der findes et modsætningsforhold mellem de fire medlemsforeninger og/eller imellem foreningerne og deres organisatoriske overbygning “Koda”. Vi skal tværtimod se medlemsorganisationerne som underafdelinger af — eller måske endda som udvalg i — en stor, samlet forening.
Disse udvalg eller afdelinger er defineret ved at de har forskellige faglige spidskompetencer. Nogle er gode til det kommercielle og nogle til det økonomisk mere sårbare, nogle til det rytmiske og nogle til det klassiske, nogle til det eksperimenterende og nogle til mainstream etc. etc. Men alle har det tilfælles, at vi synes musikskabere skal kunne trives og leve i en tid, hvor det ofte er de førsteleds-kreative, der ender med ingenting eller næsten ingenting at få for deres arbejde.
Det følger heraf, at medmindre Kodas medlemmer som led i en kulturpolitisk satsning har vedtaget en tidsbegrænset økonomisk favorisering af en bestemt gruppe musikskabere, så skal alle skabere af musik stilles lige i Koda uafhængigt af for eksempel køn, alder, genre, region eller Koda-indtjening.
Hvilke opgaver følger der med arbejdet som kritisk revisor i Koda?
Læs mere om hvad arbejdet indebærer