
De er kommet ind i branchen på hver deres måde og har grebet karrieren som producer meget forskelligt an. Cutfather ser sig selv som en håndværker, der med sit gamle dj-øre har en god fornemmelse for, hvad der skal til for at skabe et hit – og hvem der er den rigtige til at synge det.
Jules Wolfson kan godt lide at finde nye kunstnere, som udfordrer tidens musikbillede, og som han kan være med til at iscenesætte og lægge langsigtede planer for. Kenneth Bager har derimod altid fulgt sin mavefornemmelse og troet på, at man aldrig skal give op – uanset hvor skørt et projekt er.
Skab en drøm
Så umiddelbart var det tre meget forskellige personer, der sad i sofaen i Kodas kantine for at fortælle anekdoter og give gode råd ved februar-udgaven af seminaret ”En sangskrivers bekendelser”. Men på et punkt var producerne bag storhittende stjerner som Kylie Minogue, Nik & Jay og Aura helt enige: Vejen til succes behøver ikke at være lang, hvis du har de gode sange, samarbejder med andre og gør dig umage med at præsentere dem for de rigtige mennesker.
”Start med at skabe en drøm og find ud af, hvad du gerne vil opnå. Og så er det en god ide at have folk omkring sig, som er med på holdet på en eller anden måde. Man bliver nødt til at have nogen at spille bold op af. Det er sindssygt vigtigt at få etableret et luftkastel, og det er ikke sikkert, at alle kan gøre det alene. Og så er det fede ved Danmark, at det ikke er svært at få fat i nogen, der kan noget – som for eksempel en topliner eller en A&R-mand”, sagde Jules Wolfson, der sammen med Jon Andersson Ørum stiftede produktionsselskabet Nexus Music i 2002.
Hitproducere: Vejen til succes behøver ikke at være lang
6. februar 2015
De er kommet ind i branchen på hver deres måde og har grebet karrieren som producer meget forskelligt an. Cutfather ser sig selv som en håndværker, der med sit gamle dj-øre har en god fornemmelse for, hvad der skal til for at skabe et hit – og hvem der er den rigtige til at synge det.
Jules Wolfson kan godt lide at finde nye kunstnere, som udfordrer tidens musikbillede, og som han kan være med til at iscenesætte og lægge langsigtede planer for. Kenneth Bager har derimod altid fulgt sin mavefornemmelse og troet på, at man aldrig skal give op – uanset hvor skørt et projekt er.
Koda-medlem Mikael Melander fortæller her, hvad han tog med sig fra dagens Koda-seminar.
Koda-medlem Siri Philippa Holmén Olesen fortæller her, hvad hun fik ud af en eftermiddag i selskab med Jules, Cutfather og Kenneth Bager.
Skab en drøm
Så umiddelbart var det tre meget forskellige personer, der sad i sofaen i Kodas kantine for at fortælle anekdoter og give gode råd ved februar-udgaven af seminaret ”En sangskrivers bekendelser”. Men på et punkt var producerne bag storhittende stjerner som Kylie Minogue, Nik & Jay og Aura helt enige: Vejen til succes behøver ikke at være lang, hvis du har de gode sange, samarbejder med andre og gør dig umage med at præsentere dem for de rigtige mennesker.
”Start med at skabe en drøm og find ud af, hvad du gerne vil opnå. Og så er det en god ide at have folk omkring sig, som er med på holdet på en eller anden måde. Man bliver nødt til at have nogen at spille bold op af. Det er sindssygt vigtigt at få etableret et luftkastel, og det er ikke sikkert, at alle kan gøre det alene. Og så er det fede ved Danmark, at det ikke er svært at få fat i nogen, der kan noget – som for eksempel en topliner eller en A&R-mand”, sagde Jules Wolfson, der sammen med Jon Andersson Ørum stiftede produktionsselskabet Nexus Music i 2002.

Ville udfordre tidens musikbillede
Hans første skridt ind i musikbranchen var at bygge et studie i et trist industrikvarter i Vanløse, hvor han kunne sidde og lege med sine egne rapnumre. Men ret hurtigt fandt Jules Wolfson ud af, at det nok ikke var bag mikrofonen, hans fremtid lå. En dag stødte han ind i to skatere fra Værløse, der som han selv var meget inspireret af amerikansk hip hop og r&b. Og så var grundstenen til Nik & Jay lagt.
”Vi ville gerne udfordre det, der skete i radioen og på klubberne og samtidig give en fuckfinger til dansk hip hop, som på det tidspunkt var meget tilbageskuende. Og man må sige, at det lykkedes, for alle hadede os, men det var bare benzin på bålet”, fortalte produceren, der fik store klapsalver fra salen, fordi han havde taget en aldrig offentligt spillet demo med til seminaret med ”Bagmændene”, som Nik & Jay kaldte sig til at begynde med.
Alt er planlagt
Beslutningen om at gå imod strømmen viste sig som bekendt at være et ret godt karrieretræk for Jules Wolfson, der også står bag Joey Moe, som han opdagede tilfældigt på gaden, fordi havde en cool stil. Det viste sig, at den dansk-hawaiianske Amagerdreng også kunne synge, og derfra blev alt fra sangvalg over styling til musikvideoer nøje planlagt.
”Med Joey Moe startede vi helt fra nul, og det var der, at vi begyndte at tænke over det med artistudvikling. Vi ville gerne have, at han skulle lave noget decideret r&b, der havde sit eget liv. Hvor det var ren sang. Vi lavede en masse plader sammen, og det gik skide godt det hele. Det endte med Danmarks største klubhit nogensinde, og det gav selvfølgelig endnu mere blod på tanden”, fortalte Jules Wolfson, der også står bag hitlistefænomener som Burhan G og Alex.
Cutfather valgte Kylie
Man skal heller ikke bruge mange sekunder på at læse Mich Hedin Hansens cv for at finde ud af, at han forstår det med at skrue et hit sammen. Cutfather, som han bedre er kendt som, blev allerede i 1991 Grammy-nomineret for ”Fly Girl”, der var skrevet til den amerikanske rapper Queen Latifah. Siden da har han været en del af flere succesfulde producerkonstellationer med remixet af kæmpehittet ”Return of the Mack” med Mark Morrison og ”Get out of my way” med Kylie Minogue som et par af højdepunkterne.
Ifølge Cutfather var sidstnævnte sang egentlig tiltænkt Kelly Rowland fra Destiny's Child, der var vild med det første udkast, hun hørte. Men den færdige version var for poppet til hende, og derfor blev den tilbudt til andre.
”Når vi er færdige med en sang, tænker vi ikke kun på én artist, men måske fem, som man sender til på samme tid. Det ender så med en situation, hvor to store labels med to store artister vender tilbage samme dag. Pixie Lotts selskab ville rigtig gerne bruge sangen som første single til hendes kommende plade, men så fik jeg tilsagn om, at Kylie også var interesseret. Jeg tænkte, at den passede bedst til hende, og så måtte jeg tage skraldet fra det andet selskab, der blev sindssygt sure. Vi blev kortvarigt uvenner, men så prøver man at etablere samarbejdet igen, og det lykkedes”, fortalte Cutfather.
Gå bare i gang
Han har selv prøvet at banke på mange døre igennem årene uden held og ved derfor, at det kan være svært at få sine ting igennem – ikke mindst hvis man ikke har skabt sig et navn endnu. Derfor lytter den 46-årige hitmager til alt, hvad han får tilsendt.
Men ifølge Cutfather er det ikke nok at satse på én hest. Har man ikke fået respons fra de første fem, skal man sende sin musik til fem andre. Og produceren havde også et konkret råd til de Koda-medlemmer, der måske sidder derhjemme og kæmper med sangskrivningen.
”Gå bare i gang og lad være med at tænke på, om det nu er godt eller skidt. Du skal ikke bare lave fem sange, men 100. Og få så for alt i verden sangene ud, så du kan få noget feedback fra folk”.
Brug højst fire timer
Det var Kenneth Bager enig i. Pioneren inden for det danske klubmiljø har selv haft gang i hundredvis af projekter gennem årene som producer, pladeselskabsejer, DJ, eventmager, festivalejer og entreprenør, og hans opfordring til salen var, at man bare skal køre derudad og starte på en frisk, hvis tingene går i hårdknude.
”Jeg har selv det dogme, at hvis jeg er i et studie, og vi ikke har den gode ide inden for fire timer – det vil sige et omkvæd eller de rigtige akkorder eller et eller andet – så sletter vi det. Det bedste er, at man vasker tavlen ren, så man bliver fri igen”, sagde Kenneth Bager.
Hjælp fra internettet
Han er overbevist om, at de dygtige sangskrivere nok skal finde et publikum før eller siden.
”Det, jeg har lært gennem alle mine år i branchen, er, at hvis talentet er til stede, så skal talentet nok komme igennem. Lige nu kan det være, at der sidder en i Hjørring og laver en spændende demo i sit soveværelse, og det vil helt sikkert nå op til overfladen på grund af internettet. Man skal tro på det og bare blive ved”, lød det fra manden, der også lytter til alt, hvad han bliver præsenteret for. For guldet kan vise sig at ligge midt i bunken af demoer.
”Jeg har oplevet at sidde på et kontor på det hedengangne selskab Mega, hvor vi sad og lyttede til cassettebånd. Så kom chefen Kjeld Wennick løbende igennem hele lokalet og råbte og skreg ”Fuck, det der er kraftedeme et verdenshit – find ud af, hvor de bor.” Det var et band fra Göteborg, og han fik så et fly inden for to timer og fløj op og signede Ace Of Base. Og resten er historie”, sagde Kenneth Bager.
Lyt til dine mavefornemmelse
Skulle man som sangskriver pludselig stå med flere interesserede selskaber, skal man ifølge produceren lige trække vejret, inden underskriften bliver sat.
”Hvis man sidder i den situation, er det enormt vigtigt at føle på sin egen mavefornemmelse, hvem det er, man sidder overfor, og hvor meget de egentlig vil mig. I dag handler det mere end tidligere om at finde nogle fans på pladeselskaberne, som vil artisten det bedste og kan se, hvad den person vil. Og jeg tror på, at man hvis man har den fede sang eller de fede sange, så er der nogen, der kan høre det”, sagde Kenneth Bager og understregede dermed den pointe, der er gået som en rød tråd gennem samtlige seminarer.
Nye karriereråd 3. marts
Næste udgave af ”En sangskrivers bekendelser” er 3. marts, hvor Allan Olsen og Dorthe Gerlach er klar med gode råd og anekdoter fra deres mange år i musikbranchen.