Karrierekanonen – et skub ud over scenekanten

Karrierekanonen har eksisteret siden 2002, og handler om kærlighed til ny dansk musik. Hvert år udvælges en række kunstnere, der kommer igennem et talentudviklingsforløb. Karrierekanonen blev oprindeligt skabt ud fra et ønske om at give et markant løft til den dansksprogede rock. Man mente, at musikken savnede sine rødder, og med Karrierekanonen gik man på udkig efter fremtidens musikalske stjerner. Konceptet har ændret sig gennem årene, og musikken behøver ikke længere være på dansk. Men det unikke ved Karrierekanonen er stadig, at en håndfuld af de bedste nye kunstnere får et kraftigt skub ud over scenekanten og hjælpes på vej til en vedvarende karriere. 

De otte finalister

Efter SPOT Festival i starten af maj, er der nu otte finalister tilbage, som alle drømmer om at blive én af de tre vindere, der kåres på årets SMUK Festival. Ifølge jurymedlem Marianne Fruergaard har alle potentiale til at blive én af de tre, der efterfølgende kommer igennem et skræddersyet talentudviklingsprogram hos Bandakademiet, får et betalt job på Smukfest i 2020 og bliver sikret radio rotation på DR:

"Det er et spændende felt. Målet for os, er lidt banalt sagt, at der skal stå otte vindere på Smukfest! Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at det bliver svært at være jury. Vores finalister har alle potentiale til at bruge Karrierekanonen som afsæt for en musikkarriere. De er dygtige, de er ikke bange for den gode popsang, for at flyve højt litterært eller for håndspillede instrumenter. Noget der adskiller feltet i år fra de foregående er, at seks ud af otte finalister er dansksprogede, og så at instrumenterne og guitarsoloen er tilbage."

De otte finalister er: Elyss, Statisk, Frida Diamant, Undertekst, Angående Mig, PATINA, Høker og GIMI. Koda har talt med et udvalg af de otte finalister.

PATINA – hudløst ærlig kærlighed til musikken

Begrebet patina bruges om de aldringstegn, som opstår på overfladen af f.eks. kunstværker af metal og malerier. PATINA er også navnet på en af de otte finalister i årets Karrierekanon, samt historien om de tre trommeslagere Gregers, Mads & Søren fra Svendborg og deres syv mand store musikalske projekt:

"Det er et meget godt billede på vores venskab og på båndet imellem os, som er noget helt særligt. Det er også med til at give den energi, som vi har på scenen, og som har affektionsværdi på længere sigt. Det er måske meget selvhøjtideligt, men de år vi har haft, inden orkestret begyndte at tage form, har gjort, at vi tør sige ting til hinanden, som man ellers ikke tør sige. Det har givet os et mega ærligt udtryk, som vi har både i indspilningerne og live," fortæller Søren, Mads og bassisten, Frederik med begejstring i stemmen.

Musik skal spilles i hånden

Frederik er en del af det fire mand store liveband, som bakker op om kernen i PATINA, og for Gregers, Mads og Søren, er det helt essentielt at have ekstra musikere med på scenen:

"Vi har en ide om, at vores musik skal spilles ’i hånden’. Den skal ikke bare køre - den skal spilles, så det har været en nødvendighed. Det er mega fedt, også fordi de fire musikere, som vi har, giver et personligt touch på det. Det kunne ikke bare være hvem som helst - det er nogle puslespilsbrikker, som er blevet lagt, fordi det har givet mening, og fordi vi har kunnet se, at det var de brikker, som skulle lægges. Det tror jeg virkelig er få, der kan sige det, men det er fordi, vi mærker godt efter i hinanden og har en vis ro i maven også til at kunne give ansvaret videre," fortæller Søren.

Lead-vokal på skift

De tre trommeslagere og kernemedlemmer indtager på skift lead-vokalen under koncerterne, alt efter hvem, som står bag et givent nummer. Og det er af ren og skær nødvendighed, fortæller Søren:

"Da vi startede i sin tid, da havde vi ikke en tanke om, at vi skulle rotere, men i og med, at vi fandt ud af, at de numre vi producerede, havde tre forskellige udtryk, fordi vi netop var tre forskellige frontvokalister, var det en nødvendighed. For os er det vigtigt, at det ikke bliver en gimmick, men bliver en naturlig del af showet, og jeg tror, at det er til vores fordel, at vi er så bevidste om, at det er en nødvendighed og en forudsætning for at projektet fungerer. Mange af sangene er personlige tekster, så det giver også bedre mening, at det er den forsanger, der har skrevet den, der tager den, for ellers skulle man jo formidle en andens følelser og en andens liv. Der er også numre, der ligger bedre til nogen end til andre, og det må man omfavne. Det er der gudskelov en kæmpestor respekt for, og det er vi meget bevidste om. Så det er en kæmpestor gave, at man kan differentiere de numre, man lægger ud og at numrene hver især har nogle forskellige styrker, som kan forstærkes ex ved at Mads, Gregers eller jeg synger, alt efter hvad vi hver især føler. Og det tror jeg, er det stærkeste, vi har. Vi er meget gennemsigtige på den måde, at vi i hvert fald os tre involverede, er gennemsigtige mennesker."

De musikalske drømme

Som de andre finalister i Karrierekanonen, drømmer PATINA naturligvis også om at blive kåret som én af årets tre Karrierekanoner, men de tre frontpersoner har også store musikalske drømme på vegne af projektet, som rækker længere ud i fremtiden:

"Jeg tror, at vores største ambition er, at projektet får lov til at leve i et folkeligt stadie. Det må næsten være den største bedrift som kunstner, at folk sætter spørgsmålstegn eller kan relatere til det, man laver. Det er det, som jeg helt personligt søger i kunsten. At kunne beskrive nogle følelser, sindstilstande og problematikker, som får publikum til at tænke ’det er lige præcis sådan, jeg har det’. Jeg tror, at det er vigtigt, at man også kan se sig selv adskilt fra Karrierekanonen - at man ikke skal tænke, at det kun er det, der er vejen frem. Jeg tror, at det er vigtigt, at man er bevidst om, at Karrierekanonen er et vanvittigt skub i ryggen, men det er virkelig også vigtigt, at man er bevidst om, at man er nødt til at lave et benarbejde. Man skal ikke bare tro, at den ene træningslejr er det, der afgør, om man kommer med på holdet ude i musikbranchen. Når det så er sagt, så er det klart, at Karrierekanonen giver nogle vildt dejlige redskaber, og nogle vildt gode ressourcer, man kan trække på, hvis man har lyst. Og for os kom det nærmest lige som da Dannebrog faldt ned fra himlen – det kom som en overraskelse, og det omfavnede vi med glæde. Uanset om vi skulle gå hen og vinde, er det er et kæmpestort skulderklap, og det er vi bevidste om, og det er vi meget glade for. Men jeg tror også, at det er vigtigt, at man tør sige, at det ikke er det, der er afgørende for, om man kommer videre eller ej. Det handler om den ambition, man har i bandet," forklarer Søren og Mads samstemmende.

Indie pop og meget mere

PATINA bliver på Karrierekanonens side på DR beskrevet som værende indie-pop, men ifølge bandet ligger der meget mere i det:

"Det er en alternativ tilgang til popmusikken, og det er med fokus på at have nogle lyde og nogle kompositioner, som kommer ud fra, hvordan man har det - baseret på kreative impulser. Lyden bliver skabt i det rum, vi er sammen i. Vi bliver påvirket af vidt forskellige genrer og tendenser, og nogen vil sige, at det er meget 80’er inspireret, men jeg synes også, at man skal lade det leve, og så se, hvad der sker. Vi har ikke bundet os op på en eller anden bestemt genre. Jeg synes, at det er dejligt, at der er én eller anden form for fornyelse hele tiden. Man vil helt sikkert kunne argumentere for, at der er en blanding af noget gammel 80’er pop inspireret, men guitarsoloer eller orgelsoloer leder måske tankerne helt tilbage på The Doors, og samtidig med en mega-rå, nærmest punket vokal til tider, hvor man kan trække referencer til The Clash, Sex Pistols, Ramones og Joy Division, skal det have lov til at leve lidt i en stor musikhistorisk klode. Det er dejligt, og mega befriende, at en sang ikke skal have en bestemt opbygning. Hvis nogen spørger os om et halvt år, kan det være, at tingene har rykket sig, men jeg synes, at det er vigtigt, at vi ikke er blege for at prøve ting af," afslutter PATINA.

Angående Mig – folkelig på en lidt uperfekt måde

Bag kunstnernavnet, Angående Mig, finder man den 21-årige komponist og sangskriver Laura Lilholt, som er en anden af de otte finalister til årets Karrierekanon. Navnet ’Angående Mig’ stikker dybt ned i den danske lyrik, og ord og deres betydning, er helt essentielle for den unge nordjyske kunstner:

"Navnet skulle virkelig vokse på mig i mange måneder, og jeg tænkte flere gange undervejs, at det også var dumt, for der var nok ikke nogen, der forstod det. Jeg deltog i Lydkanten, som er lidt som en nordjysk udgave af Karrierekanonen, for unge sangskrivere i Nordjylland. Her skrev jeg min første danske sang. Og da det forløb var færdigt, fandt jeg ud af, at jeg skulle være musiker, og skulle finde ud af, hvad jeg skulle hedde. Jeg gad ikke hedde Laura Lilholt, fordi det sikkert bare ville blive associeret med Lars Lilholt. Den har jeg fået så mange gange, og vi er ikke i familie med hinanden. Og så sad jeg og kiggede en masse Michael Strunge digte igennem. Jeg læste dem ikke rigtigt, men sad bare og scrollede ned over dem, og så faldt jeg bare over denne ene linje, hvor der stod ’Angående Mig’. Senere fandt jeg ud af, at det var et selvmordsdigt, så det var selvfølgelig lidt dystert, men det var egentlig der, jeg tog navnet til mig. Men det var så først lidt senere, at jeg fandt ud af, hvor godt det egentlig svingede med det, jeg egentlig lavede, og passede med den historie, jeg prøvede at fortælle. Det er en selvironisk kommentar til min generation og dem under mig, hvor alt handler om selvrealisering og ’os’. I mine sange bruger jeg ’jeg’ og ’du’ fortællinger og tager udgangspunkt i mit eget liv eller mit fiktive eget liv. Men i de her meget egoistiske fortællinger, prøver jeg altid at fortælle en større historie, og jeg har et meget klart budskab med ’Angående Mig," forklarer Laura Lilholt.

Det helt rette univers

Laura har altid skrevet tekster og spillet musik, men med det dansksprogede tekstunivers, føler hun, at hun har fundet sin rette hylde:

"Jeg skrev min første danske sang i 2017. Og så var det bare som om, at alt pludselig gav mening. Det lå mig bare meget nærmere. Jeg var superdårlig til engelsk, og så giver det jo bare ikke nogen mening, når man ikke har noget forhold til de ord, man skriver. Jeg elsker det danske sprog så meget, fordi der er så meget fælles erindring i det, og så mange interne ting, som kun danskere forstår, og man bliver rørt på en helt anden måde end man gør, når man hører engelsk musik. Du kan høre en sang, hvor der er én eller anden sætning, og den sætning kan du huske, at din mor har sagt til dig, da du var lille, så det rør bare én så sindssygt meget mere, når det er på dansk," forklarer Laura Lilholt.

Med teksten som omdrejningspunkt

Når Laura arbejder med sine sange, er det på mange måder med teksten som det helt centrale omdrejningspunkt:

"Det der jo nok er lidt specielt ved mig som musiker er, at jeg jo faktisk er ret ligeglad med musikken. Jeg går så sindssygt meget op i teksten, og når jeg hører sange fra andre kunstnere, så er det eneste, jeg hører, Dan Turell læse deres tekster op i mit hoved. Franske The Blaze er noget af det eneste, som har rørt mig rent lydmæssigt. Jeg bruger rigtig meget tid på teksten, og det er altid der, det starter, og jeg kunne ligeså godt være digter eller forfatter. Det ville jeg nok få det samme ud af. Jeg kommer fra en singer-songwriter baggrund, så det har altid været mig og en guitar, og det instrumentale i melodien er kommet meget let til mig. Jeg er født ud af et hip-hop miljø i Aalborg, og rigtig mange af mine venner er enten rappere eller producere, så det er den verden, jeg altid har været i, hvor teksten er superessentiel. Her er alle mine venner, som jeg elsker at lave musik med, og hvis jeg bare kunne lave musik med dem resten af livet, ville jeg være lykkelig. For der sidder man netop og nørder teksterne, hvor det andet er lidt sekundært. Det betyder vildt meget for mig, og er det, der rør mig mest. Jeg kan græde over mine egne sange, selvom jeg synes, at det er lidt pinligt. Jeg elsker at høre mine egne sange og det er virkelig selvterapi’,"afslutter Laura Lilholt.

GIMI – pop med et budskab

Bag navnet GIMI gemmer sig den 26-årige Mergim Krasniqi, som også er én af de otte finalister. GIMI synger om det at være queer, og er pop med et stærkt, og vigtigt budskab:

"Jeg er oprindelig fra Kosovo, men er opvokset i Danmark. Jeg besøgte landet for to somre siden, og kunne se, at det var rigtig svært at være queer i Kosovo eller tilsvarende lande, hvor mange lever et skjult dobbeltliv eller ikke kan være sig selv, fordi det er socialt uacceptabelt. Og så fik jeg idéen til sangen ’The Boys Downtown They Keep On Eyefucking Me’, som jeg senere uploadede til Karrierekanonen. Jeg skrev omkvædet, mens jeg var i Kosovo og tog hjem og skrev den færdig. Da jeg udgav sangen, fik jeg e-mails fra rundt omkring i verden, som fortalte, hvor meget den sang betød for dem, og at jeg havde ’made their day’. Det var meget følelsesladet for mig, for det er det, det handler om – at jeg kan ændre nogens dag og måske liv til det bedre. Det vil for mig være en succes – at kunne røre nogen med min musik," forklarer GIMI og fortsætter:

"Det er også vigtigt for mig, at kunne udtrykke og formulere noget igennem sangskrivning på en ny måde i forhold til, hvordan ting tidligere er blevet beskrevet. At kunne se og udtrykke nogle andre aspekter af livet. Jeg har skrevet meget om det, at være queer, og ex det at gå og holde i hånd med en partner af samme køn. At man kan være bange for at blive råbt af, slået ned eller blive diskrimineret imod – det har jeg ex skrevet en sang om. Hvis jeg kan være en stemme for andre, er det af stor betydning for mig."

GIMI drømmer om at bevæge publikum med sin musik, men har også andre musikalske drømme:

"Min største drøm er at kunne leve af min musik. At kunne leve af kun at lave musik fuld tid og ikke noget andet. Jeg har altid drømt om at have en karriere i udlandet. At være en kunstner, der har succes i udlandet, kunne være megafedt. At kunne udgive nogle sange, som jeg 100 % kan stå inde for, som folk lytter til og kan relatere til, er af stor betydning for mig."

GIMI har ligesom PATINA og Angående Mig altid haft musikken tæt inde på livet:

"Mine forældre fik mine to søstre og jeg til at starte til alle mulige fritidsinteresser, og vi startede alle sammen til musik. Så det startede tidligt for mig. I gymnasiet begyndte jeg at skrive sange, og på et højskoleophold efter gymnasiet, fik jeg lidt mere blod på tanden. Jeg besluttede at flytte til London, for at forfølge drømmen om en musikkarriere i udlandet. Jeg var endnu ikke flyttet hjemmefra, men flyttede direkte til London uden at prøve at bo i ex København eller Århus først. Her startede jeg på min bachelor i musik, og efter fem år i London er jeg flyttet tilbage til Danmark og går på konservatoriet, hvor jeg tager min kandidat."

GIMI og Karrierekanonen

Et af målene var at blive spillet på radioen, hvilket ledte til, at GIMI uploadede et nummer til Karrierekanonen, og han drømmer også om at være én af de tre, som bliver udnævnt som vindere efter årets SMUK Fest:

"Jeg vidste, at hvis man blev Ugens Kanon, så blev man spillet på radioen. Og jeg ville bare helt vildt gerne blive spillet på radioen. Så jeg sendte egentlig kun ind med det mål for øje, for det var det eneste, jeg vidste om det. Når jeg nu er nået så langt, vil det betyde rigtig meget for mig at vinde. Hvis man bliver valgt som én af de tre, så har man et lille team bag sig. Nogen, som tror på dig. Det kan være rigtig svært at blive en succesfuld kunstner, hvis der ikke er nogen, der pusher dig, eller kan hjælpe dig med nogen ting. Så hvis jeg vinder, vil det betyde rigtig meget for mig. Både for mig og for musikken, og for at det forhåbentlig kan komme til et sted, hvor jeg kan nå de mål, jeg har, og de drømme, jeg har," fortæller GIMI om at være med i opløbet.