
Årets Håb, som uddeles i samarbejde med Koda, gik til Katinka, da Foreningen af Danske Musikkritikere lørdag aften uddelte deres årlige pris, Steppeulven, ved en fest i Bremen Teater i København. Katinka har med deres mix af ukulelefolk og elektroniske elementer begejstret både publikum og anmeldere i året, der er gået.
Se de andre nominerede i kategorien Årets Håb
Derudover var det Thorbjørn Radisch Bredkjær alias Bisse, der blev aftenens helt store vinder. Ikke færre end fem priser blev det til, plus en pris til pianisten Adi Zukanovic, der blandt meget andet også spiller med i Bisses band. Han vandt i kategorien Årets Musiker. Bisse selv tog prisen for både Årets Vokalist, Årets Komponist, Årets Tekstforfatter, Årets Sang for ’Seks hjerter’ samt den store pris for Årets album for ’Højlandet’.
Mø vandt in absentia
Derudover modtog MØ in absentia prisen som Årets Livenavn, mens prisen for Årets Orkester gik til sidste års vindere af Årets Håb, nemlig ynglingene i Liss. Aske Zidore vandt for anden gang prisen som Årets Producer. Han har blandt andet drejet på knapper for Choir of Young Believers og CTM.
Den ærefulde Pionerpris gik i år til metalbandet Mercyful Fate, der tilbage i 1980’erne var med til at lægge grundstenene til moderne metal, som vi kender den i dag.
VINDERNE AF STEPPEULVEN 2017
ÅRETS HÅB
- Katinka
ÅRETS MUSIKER
- Adi Zukanovic (Bisse, Skousen, IRAH, Den Magnetiske Ørn, m.fl)
ÅRETS VOKALIST
- Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse)
ÅRETS KOMPONIST
- Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse)
ÅRETS LIVENAVN
- MØ
ÅRETS TEKSTFORFATTER
- Thorbjørn Radisch Bredkjær (Bisse)
ÅRETS SANG
- Bisse 'Seks hjerter'
ÅRETS ORKESTER
- Liss
ÅRETS PRODUCER
- Aske Zidore (Choir of Young Believers, CTM)
ÅRETS ALBUM
- Bisse 'Højlandet'
PIONERPRISEN
- Mercyful Fate
Med prisen Årets Håb følger 15.000 kroner fra Koda, som en ekstra motivation til årets vinder for at fortsætte det gode arbejde med at skabe ny musik til gavn og glæde for de danske og udenlandske scener.
Årets Steppeulv uddeles af Foreningen af Danske Musikkritikere, som består af en række musikjournalister/anmeldere med tilknytning til danske dagblade. Foreningen blev stiftet i foråret 2002.