Kulturminsiter Zeina Stampe_Jesper Bøjlund

Jesper Bøjlund

Kulturminister: »Det er den største trussel, vi står over for og de skal reguleres benhårdt«

3. september 2026

Kulturminister Zenia Stampe er ikke i tvivl: Tech-giganternes voksende magt truer vores fælles kultur. Hun mener, at der skal streng regulering til, og forsikrer samtidig, at Danmark fortsat vil gå forrest og være med til at lægge pres på for europæisk lovgivning.

”Det er den største trussel, vi står over for, og de skal reguleres benhårdt,” lød det fra kulturminister Zenia Stampe, da hun deltog i Kodas debat om regeringens kulturpolitiske visioner på Kulturmødet Mors.

Samtidig fastslog ministeren, at tech-giganternes indflydelse ikke længere alene er et spørgsmål om teknologi. Deres voksende magt påvirker ifølge Zenia Stampe både vores kultur og demokrati.

Nu er det ved at gå op for resten af Europa, at det her er politik på allerhøjeste niveau

- Kulturminister Zenia Stampe

”Nu er det ved at gå op for resten af Europa, at det her er politik på allerhøjeste niveau. Det er teknologi, som hacker vores kulturer, vores demokratier – de er nu endda begyndt at hacke vores hjerner.”

Derfor skal der ifølge kulturministeren sættes langt hårdere politiske rammer for tech-giganterne. En stor del af reguleringen skal ske på europæisk niveau, og her peger hun på Danmark som et af de lande, der allerede har været med til at drive dagsordenen frem.

”Vi skal værne om, at musik forsat bliver lavet af mennesker og ikke maskiner”

På musikområdet fremhæver Zenia Stampe særligt beskyttelsen af danske musikskabere. Rettigheder og betaling skal ifølge ministeren følge med den teknologiske udvikling.

”Der er ingen tvivl om, at hele rettighedsområdet er afgørende. Danske musikere skal have penge for den musik, de laver, og den skal ikke kunne stjæles af tech-giganterne uden konsekvenser.”

Samtidig peger hun på en anden central prioritet: at fastholde værdien af den menneskeskabte musik i takt med, at generativ AI vinder frem.

”Vi skal have det lange lys på og værne om, at musik forsat bliver lavet af mennesker og ikke maskiner.”

I Koda glæder vi os over, at ministeren tager siutationen alvorligt.

AI genereret musik

Presset på AI-musiktjenesten Suno vokser

Canadas største rettighedsorganisation SOCAN sagsøger AI-musiktjenesten Suno for ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet musik.

Se mere