
2. september 2026
Canadas største rettighedsorganisation SOCAN sagsøger AI-musiktjenesten Suno for ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet musik. Dermed følger organisationen, der repræsenterer sangskrivere som Drake, Avril Lavigne, Joni Mitchell, The Weeknd og Leonard Cohen, i fodsporene på Koda, der sidste år sagsøgte Suno for ulovligt brug af dansk musik. Kodas juridiske og politiske direktør ser det canadiske søgsmål som et meget klart signal til Suno.
Canadas største rettighedsorganisation SOCAN har lagt sag an mod den amerikanske tech-tjeneste Suno for brug af ophavsretligt beskyttet musik uden tilladelse og betaling.SOCAN repræsenterer nogle af verdens største sangskrivere og komponister, blandt andre Drake, Avril Lavigne, Joni Mitchell, The Weeknd og Leonard Cohen.
Ifølge SOCAN bruger Suno rettighedsbeskyttede musikværker uden tilladelse, når tjenesten genererer AI-musik, som kan streames direkte fra Sunos egen platform. Koda indledte i november sidste år selv et søgsmål mod Suno. Her stævnede Koda den amerikanske AI-virksomhed for at bruge dansk musik uden tilladelse og uden betaling.
For Nicky Trebbien, juridisk og politisk direktør i Koda, viser det canadiske søgsmål, at kampen for musikskabernes rettigheder har bred international opbakning:
”Når der er røg, spørger man, hvor det brænder. Og lige nu brænder det under Suno. SOCANs søgsmål sender et klart signal. Det er ikke længere en dansk eller europæisk diskussion, men et globalt opgør om, hvorvidt tech-selskaber kan bygge milliardforretninger på andres musik uden tilladelse og betaling. Musikskabere over hele verden står med det samme grundlæggende problem: Deres musik bliver brugt til at skabe enorm værdi for AI-virksomheder, som med en hidtil uset kynisme undergraver musikkulturen på verdensplan. SOCANs søgsmål viser, at modstanden vokser, og at kravet er det samme overalt: Respekter ophavsretten og betal for den musik, I bruger,” siger Nicky Trebbien.
Retssager kan ikke stå alene – der er brug for politisk handling
For Koda understreger de stadig flere søgsmål mod Suno samtidig behovet for politisk handling.
”Vejen til en mere retfærdig fremtid med AI skal ikke brolægges med endeløse retssager verden over. Sagerne mod Suno viser med al tydelighed, hvor akut behovet er for politisk handling. Vi har brug for helt klare regler, der tydeliggør, at når en AI-tjeneste som Suno bruger andres musik, så skal der betales for det. Det gælder selve træningen, at tjenesten er tilgængelig i Danmark, og når AI-musik streames og spilles i radioen. Nu må politikerne i Danmark og EU tvinge tech-giganterne til at rette ind og skabe fair spilleregler,” siger Nicky Trebbien.
Kodas sag mod Suno skal for Østre Landsret
SOCAN bliver den tredje kollektive forvaltningsorganisation, der går rettens vej mod Suno. Tyske GEMA fik den 31. juli medhold i sin sag mod AI-tjenesten, mens Kodas sag netop er blevet henvist til behandling ved Østre Landsret, fordi den rejser principielle spørgsmål om AI og ophavsret, som kan få betydning langt ud over den konkrete sag.
Jennifer Brown, administrerende direktør i SOCAN, fremhæver Kodas søgsmål:
”Kodas arbejde i Danmark har været et stærkt eksempel på, hvordan rettighedsorganisationer kan gå forrest med klarhed og mod. SOCANs sag mod Suno afspejler det samme engagement. Sangskriveres, komponisters og musikforlæggeres rettigheder skal respekteres overalt,” siger Jennifer Brown.
Den regionale domstol i München gav for nylig den tyske rettighedsorganisation GEMA medhold i sagen mod AI-musiktjenesten Suno.
Se mere