Koda sues U.S. tech company Suno for stealing Danish artists’ music

Koda

Skelsættende AI-dom: Suno dømt for ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet musik

31. juli 2026

Den regionale domstol i München har i dag givet den tyske rettighedsorganisation GEMA medhold i sagen mod AI-musiktjenesten Suno. Dommen er den første materielle afgørelse om AI-musiktjenesters brug af ophavsretligt beskyttet musik og markerer et vigtigt skridt mod klare og mere retfærdige spilleregler for AI og ophavsret.

Det er en historisk afgørelse. Dommen sender et klart signal om, at AI-virksomheder ikke kan bygge deres forretning på musik skabt af andre uden at respektere ophavsretten.

- Nicky Trebbien, juridisk og politisk direktør i Koda

Der er i dag faldet dom i den tyske musikrettighedsorganisation GEMAs søgsmål mod Suno om ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet musik. Den tyske domstol slår fast, at Suno har krænket både amerikansk og tysk ophavsretslovgivning. Retten giver således GEMA medhold i, at både udnyttelse og reproduktion af musikværker fra GEMAs repertoire kræver en licens, og at udbydere af AI-tjenester skal betale skabende kunstnere et rimeligt vederlag. Dermed er dommen den første afgørelse i verden om AI-musiktjenesters brug af ophavsretligt beskyttet musik. Dommen kan få stor betydning for den fortsatte udvikling af generativ AI i musikbranchen.

”Det er en historisk afgørelse. Dommen sender et klart signal om, at AI-virksomheder ikke kan bygge deres forretning på musik skabt af andre uden at respektere ophavsretten. Hvis man vil udvikle AI på baggrund af musik, skal det ske på en måde, der sikrer, at musikskaberne bliver spurgt og betalt,” siger Nicky Trebbien, juridisk og politisk direktør i Koda.

GEMA anlagde sagen mod den amerikanske AI-musiktjeneste Suno i januar 2025 med påstand om, at tjenesten ulovligt har anvendt ophavsretligt beskyttet musik i udviklingen og udbuddet af sin teknologi. Den påstand har domstolen nu givet GEMA medhold i. Dog kan dommen ankes til højere retsinstans.

Én dom løser ikke AI-udfordringen

Selvom dommen kan få stor betydning for lignende retssager, herunder Kodas eget søgsmål mod Suno, mener Nicky Trebbien ikke, at den alene løser de udfordringer, som generativ AI bærer med sig.

”I dag er vi vidner til en skelsættende afgørelse. Ikke kun for tyske musikskabere, men for alle dem, der lever af at skabe kunst og kultur. Dommen er et vigtigt skridt mod et marked, hvor AI og kreativitet kan udvikle sig side om side på fair vilkår, og vi glæder os over, at dommen både omfatter træning og udbud. Men vi kan ikke læne os tilbage og tro, at én dom løser hele problematikken. Der er stadig et vigtigt arbejde for både danske og europæiske politikere med at sikre klare og retfærdige rammer for en mere positiv udvikling og brug af generativ AI,” siger Nicky Trebbien og fortsætter:

”Her er det centralt at huske på, at innovation og ophavsret ikke er modsætninger. Tværtimod. Hvis AI skal udvikles ansvarligt, skal det ske gennem licenser og aftaler med dem, der har skabt den musik eller det indhold, teknologien bygger på. Europa har nu en mulighed for at vise, at teknologisk innovation og respekt for ophavsretten går hånd i hånd. Det kræver politisk handling og fælles europæiske løsninger.”

Koda anlagde i november 2025 selv sag mod Suno i Danmark på vegne af danske musikskabere med en tilsvarende påstand om ulovlig brug af ophavsretligt beskyttet musik.

Læs mere om Kodas søgsmål af Suno herunder.

Aqua

Historiens største musiktyveri

Læs mere om Kodas søgsmål af Suno

Se mere