
Maria Louise Reichardt
22. januar 2026
Rettighedshavere skal have en rimelig betaling, når deres værker bliver brugt i træning af AI. Det slog kulturminister Jakob Engel-Schmidt fast på det samråd om AI, ophavsret og kunstneres vilkår, som han på baggrund af Kodas søgsmål imod Suno var indkaldt til af SF’s kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk. Kulturministeren fortalte desuden, at han presser på i EU for at finde løsninger.
Kunstneres ophavsret bliver udfordret massivt af generativ AI, når store tech-firmaer uden tilladelse eller betaling træner deres AI-modeller på rettighedsbeskyttet musik. Det var det overordnede budskab fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt på et samråd i Folketingets Kulturudvalg onsdag den 14. januar om AI, ophavsret og kunstneres vilkår.
Kulturministeren var indkaldt til samrådet af SF’s kulturordfører Charlotte Broman Mølbæk, der i kølvandet på Kodas søgsmål af den amerikanske AI-musiktjeneste Suno ønskede ministerens redegørelse for, hvordan regeringen vil sikre rettighedshaverne i en tid med hastig udvikling inden for kunstig intelligens.
"Vi har indkaldt ministeren, fordi AI-tjenester som Suno bruger danske kunstneres musik uden tilladelse og betaling. Sagen har vist, hvor grotesk virkeligheden faktisk er. I dag kan AI-tjenester tage alle kunstneres materiale, bruge det, som de har lyst til, og tjene en masse penge på det, nogle kunstnere har arbejdet på i lang tid. Det, synes jeg, ikke er rimeligt, og der vil jeg gerne have ministeren til at svare på, hvad vi kan gøre i Danmark. Og vi har brug for handling nu, for udviklingen går i en rivende fart,” siger Charlotte Broman Mølbæk.
Under samrådet lagde kulturministeren ikke skjul på sin kritik af tech-virksomhedernes praksis, når de træner på beskyttet materiale, ligesom han også stod ved sin tidligere udtalelse om, at de skabende kunstnere ikke må ende som tabere, mens tech-firmaer som en flok ansvarsløse gribbe spiser af både værker, rettigheder og kreativitet.
”Det er et udtryk for manglende respekt for basale rettigheder. Det er jo dybest set tyveri ved højlys dag,” sagde kulturministeren.
Herefter gav han udtryk for, at løsningen – i tråd med ekspertgruppens anbefalinger – skal ske på EU-niveau.
”Det er helt uholdbart, at tech-giganter udbyder vores kunstneres indhold uden at betale en krone for det. Det mener jeg, man skal have en europæisk model for. Det mener jeg, fordi alle rettighedshavere har krav på rimelig betaling, når deres værker bliver brugt. Og fordi alle dele af samfundet har brug for, at der investeres i kunst og kultur. Ikke bare for underholdningens skyld, men for vores fælles dannelses skyld. Og somme tider også bare for kunstens egen skyld.”
Efter samrådet var Charlotte Broman Mølbæk positivt stemt, men savner konkret handling fra kulturministeren:
”Jeg er glad for, at ministeren ser med samme alvor på problemet. Jeg synes også, det er fint, at ministeren er opmærksom på, at når vi laver en medieaftale, skal AI-produceret musik ikke være en mulighed på public service-kanaler. Eller der skal være rettighedsbetaling. Men jeg synes ikke, at ministeren var klar nok i forhold til flere af AI-ekspertgruppens anbefalinger, hvor vi mener, han kan og skal arbejde for at få dem omsat til handling. Vi følger op skriftligt og vil presse ham for det.”
Kodas juridiske og politiske direktør Nicky Trebbien er glad for den store støtte fra kulturministeren til de skabende kunstnere.
”Det er helt afgørende at få sat de rigtige politiske hegnspæle, hvis vi skal sikre de skabende kunstnere retfærdig betaling fra de store AI-virksomheder. Fra Kodas side er vi enige i, at løsningen i vid udstrækning skal findes på EU-niveau. Derfor er det meget positivt, at ministeren presser på i EU for at finde løsninger. I Koda vil vi fortsætte arbejdet med at finde politiske løsninger og holde ministeren op på de positive udmeldinger, så der fortsat er handling bag ordene.”
Nicky Trebbien hæfter sig ligesom Charlotte Broman Mølbæk også ved ministerens udtalelser om en kommende medieaftale:
”Det er et vigtigt signal, at ministeren er villig til i en kommende medieaftale at tale konstruktivt om, hvordan vi sikrer, at modtagere af mediestøtte ikke kan bruge AI-genereret musik, som hiver gulvtæppet væk under kunstnerne. Vi ser frem til videre dialog med ministeriet om konkrete løsninger,” udtaler Nicky Trebbien.

Historisk dom: OpenAI dømt for misbrug af musik
Se mere om sagen