Det var dengang i 50’erne. Stig Kreutzfeldt voksede op i et kunstnerisk hjem med en far, som var fotograf og jazzmusiker, og klaveret havde sin faste plads i barndomshjemmet i Birkerød. Da Tommy Steele kom frem, og Cliff Richards og Elvis gik deres sejrsgang, var klaveret pludselig ikke så interessant længere, og Stig Kreutzfeldt kastede sin kærlighed på guitaren, som blev og er hans hovedinstrument:
"Sådan skulle man se ud. Man skulle stå med en guitar. Så det blev guitaren, der blev mit hovedinstrument. Jeg vendte ryggen til jazz-genren, og det blev rock/pop derfra. Det var Elvis, Cliff og Tommy Steele, der startede det hele, og så kom Beatles og overtog stafetten i 60’erne sammen med Kings, Hollies og Rolling Stones. Det er den genre, der har lagt det musikalske fundament i min harddisk. Og siden jeg skrev min første sang som 10-årig, har det været det, som jeg er kørt videre på," fortæller Stig Kreutzfeldt.
Det engelske sprog har også sat sit præg, når Stig Kreutzfeldt skriver sine sange. Da han startede med at skrive sange, var det med tekster på vrøvleengelsk. Det er hængt ved, selvom han begyndte at skrive på dansk i 70’erne, for at skrive noget, som han selv og andre kunne forstå:
Ofte starter han med at lave sangene på engelsk og gerne lidt vrøvleengelsk, fortæller han:
”Jeg laver i reglen altid sangene på engelsk, og gerne stadig lidt vrøvleengelsk, og så får jeg flikket en dansk tekst sammen. De lyde, jeg hører på tekstsiden, når jeg sidder og laver sange, kommer på engelsk. Selvom man laver en masketekst på engelsk, så er der tit noget overordnet, som man kan oversætte. Eksemplet er ’Kærligheden Kalder’, som jeg skrev til Sanne Salomonsen. Den hed ’Love Is Gonna Call’, og det ligger jo lige til højrebenet at oversætte den,” forklarer Stig Kreutzfeldt og fortsætter:
Du kan ikke skjule dig med en dansk tekst - Stig Kreutzfeldt
"Jeg har haft en lille afstikker med noget engelsk et par enkelte gange i min tid, men jeg vender tilbage til det danske alligevel, for det med vores eget modersmål er noget andet. Det bliver lidt mere alvorligt, og det kan jeg godt lide. Du kan ikke skjule dig med en dansk tekst. Man kan godt slippe af sted med noget engelsk vrøvl, og det går sgu alligevel. ’The Look’ med Roxette er et fint eksempel. Det er noget forbandet vrøvl, men den blev et verdenshit alligevel. Det var nok ikke gået, hvis den havde været på svensk eller dansk."
Stig Kreutzfeldt har prøvet mange forskellige tilgange til at skrive sange, men de gode ting sker oftest, når han blot har mulighed for at lege musikken frem:
"De gode sange kommer oftest, hvis jeg bare sidder og leger og ikke tænker for meget. Jeg har et fint eksempel med sangen ’Brug Dit Hjerte Som Telefon’, som jeg skrev til filmen ’Hannibal & Jerry’, som Wikke & Rasmussen lavede. Steen (Steen Rasmussen, red.) havde været forbi mig, og givet mig en tekst, som han gerne ville have mig til at skrive en melodi til. Jeg tog den frem masser af gange for at lave sangen, og der skete bare ikke en skid. Jeg prøvede og prøvede, og til sidst opgav jeg. Jeg lagde den op på hylden ude i studiet, og glemte alt om den, indtil jeg en måneds tid efter skulle tænde min udlufter i studiet. Teksten blæste ned og landede på sofaen, og så tog jeg min guitar og lavede sangen på fem minutter. Det viser meget, hvad det handler om – det er i nuet, der foregår.”
Musikken har altid været det altoverskyggende omdrejningspunkt for Stig Kreutzfeldt, selvom han både har en baggrund som fotograf via arbejdet i farens forretning og en uddannelse som radiomekaniker:
"Min interesse for lydteknik har fulgt mig siden, jeg blev uddannet, og har givet mig mulighed for at have flere ben at gå på i branchen. Jeg har blandt andet været på CBS som A&R-manager, og leder af deres danske afdeling. Jeg har næsten været alle steder i branchen, og det har også gjort, at det bedre kunne hænge sammen for mig, end hvis jeg ’blot’ var komponist. Det har også gjort, at jeg ikke skulle levere sange hele tiden for at kunne eksistere, og har gjort at jeg har kunnet holde næsen over vande i alle de år."
Med et karriereforløb som spænder over i hvert fald 50 aktive år, er det oplagt at spørge ind til højdepunkter i karrieren, og særligt får reunion koncertrækken sammen med Jens Rugsted, dog et par ord og tanker frem:
Nostalgi er ikke noget, man skal spøge med - Stig Kreutzfeldt
"Når jeg ser tilbage på mit hidtidige karriereforløb, og selv nu, hvor vi er ude at spille igen, Jens og jeg, oplever jeg min karriere som eet langt højdepunkt. Det er helt vildt, som jeg oplever glæde, kærlighed og rørende oplevelser hele tiden. Det er fantastisk snart at fylde 70, og stadig kunne stå og spille for udsolgte koncertsale. Det er jeg mega taknemmelig over. Og så oveni købet at kunne stå og spille sine egne sange – det er fantastisk. Publikum og jeg har en fælles, nostalgisk følelse, som er meget stærkt. Der ligger nogle fælles referencer i sangene, og når vi spiller, sidder publikum og holder om hinanden. Det er så inderligt og svært at beskrive. Nostalgi er ikke noget, man skal spøge med. Det er stærkere, end man overhovedet tror," fortæller Stig Kreutzfeldt.
Med over 50 år på scenen er der mange oplevelser og historier, der har rodfæstet sig, og særligt to historier trænger sig på i samtalen med fødselaren:
Mads Langer spurgte, om han måtte få en selfie sammen med os, fordi vi var skyld i, at han overhovedet levede - Stig Kreutzfeldt
"I sommers, da vi spillede på Langelandsfestivalen, kom Mads Langer hen til os, og jeg har ikke talt med ham tidligere. Han spurgte, om han måtte få en selfie sammen med os, da vi var skyld i, at han overhovedet levede. Det var meget stort for ham at få lov til at blive fotograferet sammen med os, fordi hans far og mor havde mødt hinanden til en Rugsted & Kreutzfeldt koncert: Hvis de ikke havde mødt hinanden, så havde han heller ikke været her. Sådan nogle historier hører vi ofte, fordi man har sin helt egen opfattelse af, hvordan verden var lige på det tidspunkt, da de hørte vores musik," smiler Stig Kreutzfeldt og fortæller en anden historie, der gjorde indtryk på ham:
"Vi spillede på Toldkammeret i Helsingør, og der stod en kvinde nede foran, som havde en to-tre køkkenruller med, som hun havde sat op på scenekanten. Fra første tone stod hun bare og græd og græd, og det var ikke til at bære. Jeg valgte på et tidspunkt at hoppe ned, og give hende et kram, og det blev hun mega glad for. Jeg fandt aldrig ud af mere, indtil hun skrev på vores Facebook-side. Historien var, at hun havde boet i Danmark på det tidspunkt, hvor vi kom frem, og hun havde så mange minder fra den tid, at hun ikke kunne holde tårerne tilbage. Det synes jeg er en enormt flot historie. Det viser, hvordan musik kan åbne nogle døre, som ikke ret meget andet kan."
Siden Stig Kreutzfeldt og Jens Rugsted valgte en musikalsk reunion for 13-14 år siden, har kalenderen været godt fyldt op:
"For et par år siden var vi ved at løbe lidt træt i det, men efter at vi har fået det op på lidt mere stringente skinner med en forårs- og efterårstour, så går det bedre. Så jeg tror, at vi fortsætter, til vi ikke kan mere. Indtil videre har vi både modet og energien, og der står en masse glade mennesker og venter på os derude, så hvorfor skulle vi så ikke gøre det?"
Adspurgt om et godt råd til andre komponister og sangskrivere, fra et menneske, som har skrevet hundredvis af sange, hvoraf mange har manifesteret sig som danske klassikere, svarer Stig Kreutzfeldt:
"Jeg har faktisk et godt råd; man skal bare blive ved. Hvis man selv kan mærke, at man har noget på hjertet, så skal man bare blive ved. Og så var der noget, der slog mig, da vi skulle skrive vores bog (’Kom tilfældigvis forbi’, Niels Christensen, red.). Her gik det op for mig, hvor meget man egentlig skal igennem, før der er et eller andet, der siger bingo. Der handler om at have en stædighed og en vederhæftighed, hvis man vil noget inden for den branche. Det kan ikke nytte noget at give op. Man skal selvfølgelig også være sikker på, at man føler, at man har noget på hjertet. Det kan godt være, at det tager et år, fem år, 10 år eller måske 20 år. Jens og jeg breakede først i 1981, hvor jeg var fyldt 31 år. Så det er der ikke meget X-faktor over – det er det lange, seje træk – i øvelokaler og under usle kår, men det gav pote til sidst," afslutter Stig Kreutzfeldt.
Læs mere om Stig Kreutzfeldt.
