Koda sues U.S. tech company Suno for stealing Danish artists’ music

Koda

Tyveri af dansk musik truer fælles kulturarv

25. november 2025

Danske musikere vil ikke se passivt til, mens AI-tjenesten Suno stjæler musik ved højlys dag. Frem mod 2030 ventes det, at musikerne får et omsætningstab på 6,9 mia. kr. Sådan lyder det blandt andet i et debatindlæg fra Nicky Trebbien, Juridisk og politisk direktør i Koda, i et debatindlæg i Børsen.

Dette debatindlæg er bragt i Børsen den 24. november 2025.

Vi kan godt vende det blinde øje til og lege, at AI-tjenesterne udelukkende bidrager positivt til samfundet. At tech-virksomhederne bag bare kommer med god vilje, skaber uendelige muligheder, og at produktionen bare vil stige.

Men sandheden er, at det bliver på bekostning af noget andet, hvis ikke vi samtidig værner om ophavsretten og vores demokratiske principper.

Der er ingen tvivl om, at AI er et fantastisk værktøj, der kan være en stor hjælp og sparringspartner, når vi arbejder, skriver og udvikler.

Det kan få hjernens tandhjul til at dreje rundt og sætte ting i system.

Det kan nedbryde skriveblokeringer.

Det kan sætte lyd og billeder til vores tanker. På rekordtid.

Men inden vi lader os begejstre og forblinde, bør vi tage bestik af de enorme konsekvenser, som AI bringer med sig, hvis ikke vi sætter de nødvendige politiske hegnspæle, som den efterhånden knapt så nye teknologi afføder behovet for.

Fair betaling

Helt konkret er man fra politisk hold nødt til at sikre, at AI-musiktjenesterne udvikler sig på en bæredygtig og ansvarlig måde inden for ordentlige rammer, at kunstnerne får fair betaling, og at lovgivningen sætter en tyk streg under, at når man bruger musik til at træne kunstig intelligens og udbyde en AI-tjeneste på markedet, så skal man betale for det.

Og vi er nødt til at gøre det på europæisk plan.

Vinduet står ikke åbent på vid gab meget længere. Også derfor er det en alvorlig hastesag, som regeringen bør prioritere.

- Nicky Trebbien

En oplagt anledning er det danske EU-formandskab. Men vinduet står ikke åbent på vid gab meget længere. Også derfor er det en alvorlig hastesag, som regeringen bør prioritere. Det er de skridt, vi tager i dag, som vi vil blive målt og vejet på i fremtiden.

For Danmark kan ikke gøre det alene. Ingen kan gøre det alene.

Hverken musikbranchen, mediebranchen, bogbranchen eller andre vigtige områder, som dansk kultur og demokrati hviler på. Derfor er vi glade for, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt har understreget, at han vil sikre, at “de skabende kunstnere ikke ender som tabere, mens tech-firmaer som en flok ansvarsløse gribbe spiser af både værker, rettigheder og kreativitet”. Nu er tiden inde til at sætte handling bag ordene.

Koda må samtidig som organisation for komponister, sangskrivere og musikforlag trække en tydelig streg i sandet, når vi ser utallige beviser for, at vores medlemmers musik kynisk er blevet udnyttet og kopieret af den amerikanske AI-musiktjeneste Suno, uden at Suno har spurgt om lov eller har betalt for brugen af musikken.

Derfor har vi valgt at stævne Suno. Fordi de har stjålet dansk musik og trænet deres AI-maskine, så den kan generere ny musik.

Musik, der lyder som de selvsamme musikere og musikskabere, Suno har stjålet musikken fra.

På den måde har Suno bygget en musikmaskine, der på en ulovlig baggrund er i direkte konkurrence med den menneskeskabte musik.

Det kan siges meget enkelt: Det, Suno har gjort, er historiens største musiktyveri. Det er urimeligt og dybt uetisk, og det ødelægger økonomien i musikbranchen. Derudover er det en meget konkret trussel mod vores fælles danske kulturarv, hvis ikke vi bremser den usunde udvikling og tech-virksomhedernes kyniske udnyttelse af dansk musik her og nu. Og med Nvidias seneste investering i Suno vokser de sig større i raketfart. Det gør kun handlingsbehovet endnu mere præsent.

Tyveri ved højlys dag

Vi kan med andre ord ikke bare se passivt til, mens Suno stjæler musikken ved højlys dag.

For det kommer til at have gøre os fattigere – økonomisk såvel som åndeligt.

En ny undersøgelse viser, at hvis den nuværende udvikling inden for AI fortsætter, så står den danske musikindustri til et potentielt omsætningstab på omkring 28 pct. i 2030.

Frem mod 2030 betyder det et samlet omsætningstab på 6,9 mia. kr.

Et tab, der selvsagt vil få store konsekvenser for dansk musikliv, og som ultimativt vil presse musikskabere på deres levebrød og dermed påvirke vores musikkultur negativt.

Hvis mere end en fjerdedel af økonomien forsvinder fra fødekæden – så går økonomien i stykker, det bliver sværere at ernære sig som musikskaber, vi kommer til at se mindre nyskabt musik, og vi overlader produktionen af kunst til tech-firmaernes algoritmer. Det kan vi som samfund ikke være tjent med.

Derfor vil vi gerne understrege en gang for alle: Koda sagsøger Suno, fordi vi ikke vil acceptere, at big tech og store AI-tjenester kannibaliserer på dansk musik og vores fælles kulturarv.

Det opfordrer vi regeringen til heller ikke at lukke øjnene for.

AI skal udvikles ansvarligt, så tjenesterne bliver en kreativ medspiller i stedet for en destruktiv modspiller.

Historiens største musiktyveri

Koda har sagsøgt AI-tjenesten Suno for at bruge dansk musik - uden at spørge om lov og uden at betale for det. Det er ulovligt, det ødelægger musikkens økonomiske fundament, og det kan få konsekvenser for vores fælles kultur og sammenhængskraft.​​​​‌‍​‍​‍‌‍‌​‍‌‍‍‌‌‍‌‌‍‍‌‌‍‍​‍​‍​‍‍​‍​‍‌​‌‍​‌‌‍‍‌‍‍‌‌‌​‌‍‌​‍‍‌‍‍‌‌‍​‍​‍​‍​​‍​‍‌‍‍​‌​‍‌‍‌‌‌‍‌‍​‍​‍​‍‍​‍​‍‌‍‍​‌‌​‌‌​‌​​‌​​‍‍​‍​‍‌‍‍‌‍‌‍‌​‌‍​‌​‍‍‌​‌‍​‌‌‍‍‌‍‍‌‌‌​‌‍‌​‍‍‌​‌‌​‌‌‌‌‍‌​‌‍‍‌‌‍​‍‌‍​‌‍‌​‍‌​​‌‍‌​‍‌‍​‌‌‌​‌‍‌‌​‍‌‍‍‌‌‍‍‌‌​‌‍‌‌‌‍‍‌‌​​‍‌‍‌‌‌‍‌​‌‍‍‌‌‌​​‍‌‍‌‌‍‌‍‌​‌‍‌‌​‌‌​​‌​‍‌‍‌‌‌​‌‍‌‌‌‍‍‌‌​‌‍​‌‌‌​‌‍‍‌‌‍‌‍‍​‍‌‍‍‌‌‍‌​​‌‌‍‌‌‌‍‌‍​‌​​‌‌‌‍​‍​‌‍​‌‌‌‍​​‍‌‌‍​‌‍‌‌‌‍​‌​​​​‍‌​‌​​‍​​​‌‍​​‍‌​‍​​‍​‌‍‌‌‌‍‌‌​‍‌​​‌‍​‍​‍​‌‍​​‌​​​‍‌‍‌‍​‍​​​‍​‍‌‌‍‌‌​‌‍​‍‌‌​‌‍‌‌​​‌‍‌‌​‌‌‍​‌‍​‌‌‍‌‌​​‌‍​‌‌‍‍‌‌‍‌‌‍‍‌‌​​‌‍​‌‌‍‌‌‍‌‌​‍‌​​‌‍​‌‌‌​‌‍‍​​‌‌‍‍​‌‍‌‌‌‍​‌‌‍‌​‌‍‌‌‌​‍​‍‍‌​‍‌‌‌‌‍​‍‌​‍‌‍‍‌‌‍​​‌‍​‍‌‍​‌‌​‌‍‌‌‌‌‌‌‌​‍‌‍​​‌‌‍‍​‌‌​‌‌​‌​​‌​​‍‌‌​​‌​​‌​‍‌‌​​‍‌​‌‍​‍‌‌​​‍‌​‌‍‌‍‍‌‍‌‍‌​‌‍​‌​‍‍‌​‌‍​‌‌‍‍‌‍‍‌‌‌​‌‍‌​‍‍‌​‌‌​‌‌‌‌‍‌​‌‍‍‌‌‍​‍‌‌​​‍‌​‌‍‌‍​‌‍‌​‍‌​​‌‍‌​‍‌‍​‌‌‌​‌‍‌‌​‍‌‍‌‍‍‌‌‍‌​​‌‌‍‌‌‌‍‌‍​‌​​‌‌‌‍​‍​‌‍​‌‌‌‍​​‍‌‌‍​‌‍‌‌‌‍​‌​​​​‍‌​‌​​‍​​​‌‍​​‍‌​‍​​‍​‌‍‌‌‌‍‌‌​‍‌​​‌‍​‍​‍​‌‍​​‌​​​‍‌‍‌‍​‍​​​‍​‍‌‌‍‌‌​‌‍​‍‌‍‌‌​‌‍‌‌​​‌‍‌‌​‌‌‍​‌‍​‌‌‍‌‌​​‌‍​‌‌‍‍‌‌‍‌‌‍‍‌‌​​‌‍​‌‌‍‌‌‍‌‌​‍‌‍‌​​‌‍​‌‌‌​‌‍‍​​‌‌‍‍​‌‍‌‌‌‍​‌‌‍‌​‌‍‌‌‌​‍​‍‍‌​‍‌‌‌‌‍​‍‌​‍‌‍‍‌‌‍​​‍​‍‌‌

Læs alt om Kodas søgsmål mod Suno