
Det er blevet tid til årets tredje udbetaling fra Koda, og endnu engang er der blevet brugt og lyttet til rigtig meget musik på de danske medier, spillesteder og i butikkerne. Faktisk dækker september måneds udbetaling over et forbrug af ikke mindre end 653.622 forskellige musikværker.
I alt udbetales der i dag 77,5 millioner til Kodas medlemmer i Danmark, Grønland og på Færøerne og knap 114,2 millioner til de udenlandske musikskabere, der har fået deres musik spillet i Danmark.
Hvis du er Koda-medlem, kan du se din udbetaling på Mit Koda
Septembers største udbetalingsområder
Kvartalets udbetaling dækker blandt andet over alt brug af musik i 2015 på en række Video-on-Demand-tjenester – blandt andre Viaplay, TV2 Play og Filmstriben. Samtidig er det også første gang nogensinde, at der udbetales for brugen af musik på tjenesten SBS Radio Play. Derudover bliver der denne gang også udbetalt for brugen af musik på DR og TV2’s kanaler i første kvartal af 2016, og for alt brug af musik i 2015 på kanalerne Tv3, Kanal 4, Kanal 5 og 6'eren.