
Koda og YouTube er enige om mange af de overordnede principper, der skal sikre betaling til kunstnerne, men aftalen er ikke endeligt på plads. Vi er i øjeblikket i intense forhandlinger med YouTube, og vi arbejder på en løsning hurtigst muligt, men forhandlingerne er også meget komplekse - blandt andet fordi det ikke kun er danske interesser, der skal tages hensyn til. Foruden Koda forhandler Google også med internationale forlag og flere andre Europæiske forvaltningsselskaber.
Penge til kunstnerne fra den digitale verden
For Koda er det helt afgørende, at kunstnerne får penge, når deres musik bliver brugt offentligt. Og i disse år, hvor flere og flere hører musik og ser video på nettet, er det utrolig vigtigt, at vi også sikrer en økonomi til kunstnerne fra den digitale verden. Derfor handler det i høj grad for os om at få bygget et kommercielt marked op på nettet. For fem år siden var der ingen penge til kunstnerne i den digitale verden, sidste år havde vi indtægter på næsten 30 mio. kr. alene fra video- og musik-streamingtjenesterne. Vi har klare forventninger til, at dette beløb stiger i takt med, at vi indgår aftaler med tjenester som YouTube, og at flere danskere bruger streamingtjenester som Wimp og Spotify.
En aftale med YouTube vil samtidig udrydde stort set alt ikke-licenseret brug af musik på nettet. En aftale med YouTube markerer dermed også et afgørende skridt på vejen til at sikre, at danskernes musikforbrug foregår på lovlige tjenester.
Det er ingen hemmelighed, at YouTube har været i Danmark længe. I den tid er tjenesten blevet et vigtigt sted på nettet for mange folk til at opdage og lytte til musik og se video, og kunstnere bruger også siden til at være i kontakt med deres fans i hele verden. Det nye er nu, at der forhåbentlig inden længe også følger en betaling med.