Herunder kan du læse, hvordan Koda håndterer dine data, hvis du er medlem af Koda som et personligt ejet musikforlag, eller kontaktperson for et musikforlag der er medlem af Koda.
Når et musikforlag er personligt ejet, er oplysningerne om musikforlaget personhenførbare. En oplysning er ”personhenførbar”, når den kan kobles til en bestemt person. Hvis du personligt ejer dit musikforlag, kræver persondatareglerne, at Koda oplyser dig om, at Koda er dataansvarlig for håndtering af dine medlemsdata. Koda håndterer data om dig for at leve op til medlemserklæringen, hvor du har givet Koda mandat til at varetage dine interesser som rettighedshaver til musik og dertil hørende tekst. Hvor intet andet er nævnt, er de nævnte data alle nødvendige for at Koda kan varetage dine interesser og både give dig den betaling du har krav på for brugen af din musik og dertil hørende tekst, og give dig mulighed for at udnytte dine rettigheder som medlem af foreningen Koda. Koda har ret til behandlingen af dine personoplysninger ifølge artikel 6, stk. 1, b) i persondataforordningen.
Efter persondatareglerne har du ret til at anmode Koda om indsigt i og berigtigelse eller sletning af data om dig, ret til begrænsning af og til at gøre indsigelse mod behandling samt retten til dataportabilitet, dvs. ret til at få udleveret en ”pakke” med dine data, som du kan bruge til anden rettighedsforvaltning end i Koda. Hensynet til Kodas lovpligtige dokumentation af sin virksomhed og til optimal forvaltning af andres rettigheder kan dog begrænse din ret til sletning og begrænsning af behandling.
Du kan klage over Kodas behandling af dine data til Datatilsynet.
Er du kontaktperson for et musikforlag?
Når du er kontaktperson for et musikforlag, der er medlem af Koda, håndterer Koda oplysninger om din person. Vi håndterer dermed dit navn, stilling, din arbejdsadresse, arbejdstelefonnummer, og arbejdsmail.
Undervejs i medlemsrelationen kan Koda gøre noter på sagen, som hjælper os med at yde dig den bedst mulige service – fx ved at prøve at forhindre, at du skal fortælle den samme historie to gange, fordi du bliver kontaktet af to forskellige medarbejdere.
Koda er dataansvarlige
Efter persondatareglerne skal vi oplyse dig om, at Koda er dataansvarlig for håndtering af dine personoplysninger som kontaktperson for et musikforlag i Koda. Koda har brug for nogle data om dig til sikker identifikation af medlemsrelationen og til det løbende samarbejde. Det kaldes i persondatareglerne for en ”legitim interesse”. Du har ret til at anmode Koda om indsigt i og ændringer eller sletning af data om dig. Du har også ret til begrænsning af data og til at gøre indsigelse mod behandling af data. Reglerne giver dig også ret til dataportabilitet, dvs. ret til at få en kopi af dine data, som du kan ”tage med dig”, men det vil meget sjældent give mening i denne sammenhæng. Hensynet til Kodas lovpligtige dokumentation af sin virksomhed og til optimal forvaltning af de rettigheder, vi er sat til at forvalte, kan begrænse din ret til sletning og begrænsning af behandling.
Kodas har ret til behandlingen af dine personoplysninger ifølge artikel 6, stk. 1, f) i persondataforordningen.
Du kan klage over Kodas behandling af dine data til Datatilsynet.
Koda vil som udgangspunkt gemme oplysninger om dig i op til fem år efter din relation til Koda er ophørt. Hvis oplysningerne er flettet ind i en historik, der skal gemmes, vil Koda gemme dem længere tid, fordi det kan være uforholdsmæssigt besværligt at ”rense sagen” for dine data.
Koda er dataansvarlig for håndtering af dine medlemsdata. Koda håndterer data om dig for at leve op til medlemserklæringen, hvor du har givet Koda mandat til at varetage dine interesser som rettighedshaver til musik og dertil hørende tekst.
Læs mere om vores persondatapolitik for personlige medlemmer