Musikforlag og medlemskab

Hvad betyder det at være medlem af Koda som musikforlag? Er der nogen forudsætninger for medlemskabet?

Indmeldelse i Koda foregår ved at udfylde en medlemserklæring for musikforlag. Dette gøres online og link er indsat herunder.

Det koster 3.500 kr. plus moms i alt 4.375 kr. for et musikforlag at blive medlem. Beløbet er et engangsbeløb, som betales ved indmeldelsen. I modtager herefter en kvittering for indmeldelsen og har 14 dages fortrydelsesret fra indmeldelsesdatoen.

Gå til Bliv Medlem af Koda

Medlemskab forudsætter forlagsvirksomhed

For at blive medlem af Koda skal et musikforlag opfylde kriteriet for at drive musikforlagsvirksomhed. Det vil sige musikforlaget skal arbejde for udbredelsen af de værker, som forlaget og ophaveren har indgået forlagsaftale om.

Brancheforeningen Musikforlæggerne i Danmark, i daglig tale Musikforlæggerne, har medvirket til at udarbejde to typer Code of Conduct, som kan være til hjælp i den forbindelse. Læs mere i infoboksen herunder.

Musikforlæggerne i Danmark

Det er værd at vide, at man som dansk musikforlag, efter en periode med aktivitet, kan søge optagelse i foreningen Musikforlæggerne.

Musikforlæggerne i Danmark, i daglig tale Musikforlæggerne, er en forening af professionelle musikforlag i Danmark. Musikforlæggerne er repræsenteret i de ledende organer i Koda og Copydan, og foreningen er medlem af Nordisk Musikforlægger Union og af International Confederation of Music Publishers (ICMP). 

Foreningens formål er at varetage medlemmernes faglige interesser og at fremme et loyalt og kollegialt samarbejde mellem medlemmerne.

Som medlem kan optages professionelle, seriøst arbejdende musikforlag, som af foreningen anses for at drive almindelig musikforlagsvirksomhed. Du kan læse mere om Musikforlæggerne og optagelseskravene på Musikforlæggernes hjemmeside.

Codes of Conduct

Musikforlæggernes interne Code of Conduct

Musikforlæggerne har udarbejdet en intern Code of Conduct, som alle foreningens medlemmer følger. Den kan læses på Musikforlæggernes hjemmeside: Code of Conduct for Musikforlæggernes medlemmer.

Code of Conduct i forbindelse i musikforlagsaftaler

Code of Conduct i forbindelse med Musikforlagsaftaler” er resultatet af et samarbejde mellem Musikforlæggerne og komponistforeningerne, Autor, DKF og DPA. Dokumentet indeholder en række anbefalinger til udfærdigelse af en musikforlagskontrakt/musikforlagsaftale mellem ophaver og musikforlag, med henblik på at sikre at alle parter er indforstået med, hvad god aftalepraksis på området indebærer.

Musikforlæggernes rapport fra 2019

Musikforlæggerne udgav i november 2019 en rapport udfærdiget af Seismonaut, om musikforlæggeres rolle som bindeled mellem komponister, sangskrivere og det kommercielle marked. Rapporten ridser musikforlæggernes arbejde op gennem cases og analyser og viser, hvordan der arbejdes på tværs af alle genrer, og i den rolle er værdiskabende i musikkens kommercielle økosystem.

Musikforlæggernes rapport kan læses her: “Musikforlæggerne - bindeleddet mellem sangskrivere, komponister og marked”

I nogle tilfælde kan der være et behov for at afgrænse sit medlemskab eller være medlem af flere forvaltningsselskaber. Herunder har vi samlet de mest hyppige spørgsmål, vi modtager om netop dette.

Spørgsmål vi ofte får om musikforlagets medlemskab