Close up på trommeslager

Tv-kanaler

Hvis din musik bliver brugt på tv fx i en dokumentar eller nyhedsjingle, så har du ret til at blive betalt for det. Men hvor meget kan du få, og hvornår kan du få betaling?

Vi får automatisk alle oplysninger om hvor og hvornår din musik er blevet brugt på tv. Du får betaling for hvor mange minutter, din musik er blevet vist. Du skal blot sørge for, at din musik er registreret på Mit Koda.

Leder du efter, hvordan vi udbetaler for streaming af tv, serier og film?

Hvornår får jeg udbetaling?

  • Musik brugt på langt de fleste tv-kanaler udbetales hver måned.
  • Fra afspilning til udbetaling skal du regne med cirka 2-3 måneder, reklamer dog ca. 4 måneder.
  • Enkelte kanaler udbetales hvert kvartal, halvårligt eller årligt. KNR i Grønland udbetales eksempelvis en gang om året.

Hvor meget får jeg udbetalt?

Der er tre faktorer, der har indflydelse på din udbetaling:

  1. Hvor meget ét minut giver på den kanal, din musik er blevet spillet på.
  2. Hvornår på dagen musikken er blevet spillet.
  3. Hvor meget af musikken, du ejer rettighederne til.

Se alle detaljerne på Mit Koda

Minutværdier på udvalgte tv-kanaler

DR1
KL. 00:00-14:59KL. 15:00-19:29KL. 19:30-22:29KL. 22:30-23.59
97,66 kr.195,32 kr.585,95 kr.195,32 kr.
DR2
KL. 00:00-14:59KL. 15:00-19:29KL. 19:30-22:29KL. 22:30-23.59
28,61 kr.57,21 kr.171,64 kr.57,21 kr.
Ramasjang
KL. 00:00-14:59KL. 15:00-19:29KL. 19:30-22:29KL. 22:30-23.59
24,79 kr.24,79 kr.24,79 kr.24,79 kr.

Udbetaling for internationale tv-kanaler

Som hovedregel er der betaling til dig, hvis din musik bliver brugt på nationale tv-kanaler udenfor Danmark. Der kan være undtagelser fx i form af reklamer, som ikke altid udbetales. Det er altid reglerne i ophavsretsselskabet i det pågældende land, der gælder.

Lokal-tv og satellitkanaler bliver ofte udbetalt via stikprøver. Det betyder, at du kun er berettiget til penge, hvis din musik bliver spillet i den stikprøve-periode, som er aftalt mellem tv-kanalen og ophavsretsselskabet i det pågældende land.

Det skal du vide om udbetaling for tv

1. Reklamer

Er din musik med i en tv-reklame, så skal du vide, at udbetalingen er 50 % af den enkelte tv-kanals minutværdi. Kort fortalt, så er det fordi, at reklamemusik bliver spillet oftere end andre typer musik på tv.

2. Jingler og kendingsmelodier m.m.

Bliver din musik brugt som temamusik, kendingsmelodi eller i en jingle på tv? Uanset om programmet er et gameshow, reality-tv eller en nyhedsudsendelse, udbetaler vi fuld minutværdi for denne type musik.

3. Trailere, stations-ID m.m.

Hvis din musik bliver brugt af en tv-kanal i en trailer eller stations-ID, er det kun 10 % af minutværdien, der bliver udbetalt. Kendetegnet for denne slags musik er, at den ikke er skabt eksklusivt til ét bestemt program, og at musikken primært bruges udenfor tv-programmet.

Er din musik med i en tv-reklame?

Vi beder dig om at tilføje en lydfil, når du registrer din reklamemusik på Mit Koda. Det betyder, at udbetalingen for reklamer bliver mere præcis, og vi kan sikre koblingen mellem musikken brugt i en reklame til din musik.

Sådan registrerer du reklamemusik

Er din musik med i en film eller serie?

Hvis din musik er med i en film, udbetaler vi til dig på baggrund af et cue sheet. Et cue sheet er en liste over alle de værker, der er brugt i en film. Det er som udgangspunkt filmproducentens ansvar, men det kan også være dig som komponist, der laver det. Vi opfordrer dig til, at du tjekker på Mit Koda under Film/tv-serie søgning, om der er indsendt cue sheet til os.

Sådan udfylder du et cue sheet

Har du spørgsmål til en specifik kanal?

Kontakt vores medlemsservice, som er klar til at hjælpe dig. Skriv til os på [email protected] eller ring til os på 33 30 63 20 mandag til torsdag kl. 9-16 og
fredag kl. 9-15

Skriv til os