Forlagsandele på værker

Hvor stor en andel må et musikforlag have på et værk, når alle involverede er medlemmer af Koda? Hvordan ser det ud, når der laves aftaler med subforlag? Her på siden finder du viden om reglerne for musikforlagets andel på et værk.

Når et musikforlag, som er medlem af Koda, indgår aftale med en sangskriver eller et andet musikforlag, så er der forskellige grænser for, hvor stor en andel musikforlaget må tage. Reglerne for, hvor meget musikforlaget kan få i andel, afhænger af typen af aftale, og hvorvidt dem, som aftalen er indgået med, er medlemmer af Koda eller et andet forvaltningsselskab.

Originalforlag i Koda

Disse regler for fordeling af andele er gældende, når både ophaver og musikforlag er medlemmer af Koda.

Koda-andel til musikforlaget

  • Koda andelen til musikforlaget kan ikke overstige 33,33% af værkets samlede 100%, men må godt være mindre.
  • Har et musikforlag aftale med samtlige ophavere på et værk, vil forlagets totale andel af hele værket være 33,33%.
  • Har musikforlaget kun aftale med én af flere ophavere, kan den samlede forlagsandel ikke overstige 33,33% af denne ophavers andel.

NCB-andel til musikforlaget

NCB-andelen giver to muligheder for maksimumgrænser for andel til originalforlaget:

  • 33,33%, hvis der er tekst til værket, og komponist og tekstforfatter ikke er samme person.
  • 50%, hvis værket kun har én beskyttet ophaver (komponist eller komponist+forfatter), eventuelt i kombination med en eller flere arrangører og/eller en fri ophaver.

Læs mere om reglerne for fordeling af værkandele.

Andele til ophavere og frie værker

Den indbyrdes fordeling af andele mellem ophavere på et værk, altså før der tages eventuelle andele til et musikforlag, kaldes for “manusfordelingen”. Det er den fordeling, som ophaverne er blevet enige om, og musikforlaget skal sørge for at kende denne manusfordeling. Andelene til ophaverne kan være fordelt under følgende forudsætninger:

Standardfordeling

Hvis et værk har en standardfordeling, betyder det, at komponisterne ligeligt deler 50 procent, og at tekstforfatterne ligeligt deler de resterende 50 procent. Har værket ingen tekst, deler komponisterne 100 procent ligeligt mellem sig.

Se skema for standardfordeling

Aftalt fordeling

Man taler om “aftalt fordeling”, når ophavspersonerne indbyrdes er blevet enige om en fordeling, som afviger fra Kodas standardfordeling. Der er dog nogle minimums- og maksimumsgrænser, som skal overholdes. For fordeling af Koda-andele gælder:

  • at komponisterne tilsammen skal have minimum 25% og maksimum 75%
  • at forfatterne tilsammen skal have minimum 25% og maksimum 75%
  • at ingen komponist eller forfatter må få en andel på mindre end 1 %

For fordelingen af NCB-andele er der ingen top- eller bundgrænser for fordelingen mellem musik og tekst.

Bearbejdelser af frie værker

Her gælder der særlige regler for fordeling af andele. En ophavspersons værker er beskyttede i 70 år efter udgangen af hans/hendes dødsår. Derefter er værkerne "frie". I nogle tilfælde er det kun ophaveren til den ene del af et værk, der er fri, mens andre ophaver fortsat er beskyttede. Læse mere om fordeling af andele på bearbejdelser af frie og delvist frie værker på brug af andres musik.

Er musikforlagets fordeling af andelene mellem ophaverne anderledes end den fordeling, ophaverne selv oprindelig har registreret, benyttes den oprindelige fordeling.

Subforlagsaftale, hvor originalforlaget er medlem af Koda

Disse regler gælder hvis ophaver og originalforlag er medlemmer af Koda, og subforlaget er medlem af et forvaltningsselskab i et andet land.

Det skal være aftalt i kontrakten mellem originalforlaget og ophaverne, hvor stor en andel musikforlagene tilsammen kan råde over ved en eventuel subforlægning.

Det skal være aftalt i kontrakten mellem originalforlag og subforlag, hvordan den indbyrdes fordeling mellem musikforlagene skal være.

Andel til musikforlagene

Når et Koda forlag indgår aftale med et subforlag, som ikke er medlem af Koda, på sine værker, skal Kodas og NCB’s fordelingsregler overholdes.

  • For Koda gælder, at de to musikforlag tilsammen kan få maksimum 50% af andelene fra den eller de ophavere, som musikforlaget har aftale med.
  • I udbetalingen fra NCB er der tilfælde, hvor det er muligt for et subforlag at indkassere samtlige 100%. Dette kan forekomme, hvis subforlaget har betalt et forskud på udbetalingen for at repræsentere rettighederne.

Undtagelser fra forskudsreglen

Et subforlag kan også indkassere 100%, når et musikværk bliver subforlagt i lande, hvor der enten ikke findes forvaltningsselskaber, eller hvor det er national praksis, at et subforlag indkasserer 100%. Dette gælder i følgende territorier:

  • Østasien (dog ikke Japan og Hong Kong)
  • Afrika (dog ikke Sydafrika)
  • Sydamerika (dog ikke Brasilien og Argentina)
  • Mellemamerika

Særligt for internationale bearbejdelser af Koda værker

Hvis der bliver lavet en lokal oversættelse eller et lokalt arrangement af et Koda værk, så er der følgende regler for den samlede bearbejder-andel.

  • For Koda gælder, at lokaloversætterens eller lokalarrangørens andel tages fra de oprindelige ophavere. Andelen til bearbejderen kan maksimalt udgøre 8,33%. Dette fordi bearbejderen også skal afgive andele til musikforlagene fra den oprindelige bearbejder-andel på 16,67%.
  • For NCB gælder, at den lokale bearbejders mekaniske andel maksimalt kan udgøre 16,67%. Andelen til den lokale oversætter og/eller arrangør tages normalt fra subforlagets andel.

Det kan aftales i kontrakten mellem originalforlag og subforlag, hvor stor en andel den lokale oversætter og/eller arrangør kan få – både ved offentlig fremførelse og ved mekanisk udnyttelse.

Subforlagsaftale, hvor subforlaget er medlem af Koda

Disse regler gælder hvis subforlaget er medlem af Koda, mens ophaverne og originalforlag er medlemmer af et andet internationalt forvaltningsselskab.

Andel til musikforlagene

Et Koda musikforlag har rolle som subforlag, når det har indgået aftale med et musikforlag, som ikke er medlem af Koda, om at repræsentere et eller flere værker i et defineret territorium.

Det skal være aftalt i kontrakten mellem originalforlag og subforlag, hvordan den indbyrdes fordeling mellem musikforlagene skal være – både for offentlig fremførelse og mekanisk udnyttelse.

Koda forventer også, at det Koda subforlag har kendskab til og registrerer den indbyrdes fordeling af andele mellem ophaverne (manus-fordelingen).

Læs mere om fordeling af værkandele.

Andel til Koda oversætter og/eller arrangør

Det kan aftales i kontrakten mellem musikforlag og subforlag, hvor stor andelen til en lokal Koda oversætter og/eller arrangør skal være, både ved offentlig fremførelse og mekanisk udnyttelse.

Når Koda subforlaget registrerer en lokal bearbejdelse af et værk, der ikke er lavet af Koda medlemmer, skal der på værkregistreringen oplyses forlagsandele for både Koda og NCB. Der skal tilsvarende oplyses andelsstørrelser til bearbejderen. Det skal også fremgå om oversætter/arrangør-andelen skal tages fra subforlagets andel.

Selvforvaltning

Der er flere områder, hvor Kodas medlemmer i et vist omfang kan selvforvalte sine rettigheder, hvoraf de vigtigste to for musikforlag at kende til er disse: Der er dels mulighed for selvforvaltning af synkroniseringsrettigheder, dels eksisterer der en såkaldt Library ordning for produktionsmusik (underlægningsmusik).

Læs om Selvforvaltning af dine rettigheder.

Læs om Produktionsmusik